Udenlandske lånebiler velkomne i Danmark

Nu må bilejere køre en lånebil på udenlandske plader over grænsen til Danmark. Men man skal fortælle det til Skat først.

Foto: Torben Arent
Bilist

Tidligere har det været strengt forbudt at køre lånebiler på udenlandske nummerplader over grænsen til Danmark. Men reglerne er blødt op, så du nu kan køre en udenlandsk indregistreret lånebil ind i Danmark.

De nye regler gælder i det tilfælde, hvor du får repareret eller serviceret din bil på et værksted i udlandet, og du låner eller betaler for at leje en bil, mens din egen bliver stående på værkstedet.

Får du f.eks. serviceret din Volvo i Malmø, kan du altså trygt køre over Øresundsbroen og hjem til adressen i Danmark i en svensk lånebil.

Husk at fortælle Skat det på forhånd

Inden du kører bilen til over grænsen til Danmark, skal du dog lige fortælle det til Skat først.

Det sker ved at indtaste tidsperioden på Skats hjemmeside, inden du ankommer til Danmark. Læs om reglerne og underret om ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland

Personen, der kører lånebilen, skal enten:
• Være registreret i motorregisteret som ejer eller bruger af det køretøj, der er til reparation.
• Eller tilhøre den pågældende ejers eller brugers husstand.
• Eller være ansat i den pågældende ejers eller brugers virksomhed.

Medbring elektronisk kvittering

Når du har underrettet Skat, får du en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen fra Skat og lånekontrakten fra værkstedet skal medbringes under kørslen i den bil, som det udenlandske værksted stiller til rådighed for dig som kunde, mens din egen repareres eller serviceres.

Lånekontrakten skal angive, at køretøjet er et værkstedskøretøj, der stilles til rådighed ved reparation af et dansk indregistreret køretøj, herunder registreringsnummeret på det danske køretøj.

Kørsel med et registreret udenlandsk værkstedskøretøj må ikke overstige 30 dage inden for en periode på 12 måneder pr. dansk indregistreret køretøj.

Gevinst for bilejerne

FDM har i årevis presset på for at få Skat til at lave reglerne om.

- Det er endelig blevet en realitet, og vi ser meget positivt på denne regelændring. Det må formodes at styrke konkurrencen på markedet for værkstedsydelser i Danmark, når det bliver nemmere for danske bilejere at kigge udenfor landets grænser, hvis det danske værksteds tilbud er for dyrt, siger advokat i FDM, Casper Schad.