Som en overraskelse for de fleste, også mange Subaru-ansatte, valgte det lille japanske bilmærke at løfte sløret for sin næste mellemklassemodel, Impreza, under biludstillingen i Los Angeles.

Fronten har mange elementer, men der bliver nok ryddet lidt op til produktionsbilen, som heller ikke får blå lygter. Der er ganske vist tale om et koncept, men nok også et koncept, der giver en god indikation af den færdige bil. Grundformen med den høje hoftelinje med det buede forløb på langs og de skarpskårne kanter bliver der næppe ændret på.

Fronten bliver der nok ændret på, i hvert fald i de almindelige udgaver. Der skal også være nogle dramatiske effekter til den hidsige WRX-udgave.

Lidt større end i dag

Bilen er vokset et par cm i akselafstand og bredde, men holder ca. samme længde som i dag.

Bagpartiet på sedanen virker meget anderledes end hidtil hos Subaru. I profil har bilen et meget rent og enkelt design.Subaru giver ikke tekniske detaljer, men bilen har fortsat firehjulstræk og boksermotor. Sidstnævnte kommer i benzinudgaven i en helt ny generation i forbindelse med modelskiftet.

Den nye Impreza kommer til Danmark i slutningen af 2011.


Af Torben Arent
 

 

Førerpladsen er stadig præget af designernes fantasier, men grundformen med de to runde hovedinstrumenter og midter-konsollens facon skal nok holde.