Nordhavnsvej føres i en 620 meter lang tunnel. Vejen bliver firesporet, men selv om illustrationen indikerer, at der kommer nødspor, er det ikke tilfældet. De blev sparet væk undervejs, så fartgrænsen bliver kun 60 km/t.Det tunge entreprenør-grej begynder nu at hamre og grave på Østerbro i København. 1. november er startdatoen for det egentlige anlægsarbejde på det, der skal blive til Nordhavnsvej.

Der er tale om det største anlægsprojekt nogensinde i hovedstaden. Den 1,6 km lange vej skal forbinde det inderste af Helsingørmotorvejen med Østerbro og Nordhavnen.

Bedre forbindelse til havnen

Formålet er dels at skave forbindelse til den kommende store bydel i Nordhavnen, dels at aflaste det ydre Østerbro, dele af Indre By og noget af Gentofte Kommune for gennemkørende trafik, herunder mange lastbiler til og fra havnen.

15.000 biler ventes at benytte den nye vej i døgnet, når den åbner sidst i 2015.

620 meter kompliceret tunnel

Nordhavnsvej forbinder Helsingør-motorvejen (længst til venstre) med Kalkbrænderihavnsgade, der fører til Københavns City. Den midterste stiplede del bliver "cut&cover"- tunnel.Af de 1,6 km bliver de 620 meter et kompliceret tunnelbyggeri, der skal føre den nye motorgade under Østerbrogade/Strandvejen og to jernbanelinjer. På den åbne del af strækningen føres Nordhavnsvej under en tredje jernbanelinje.

Under anlægget bliver det nødvendigt - en af gangen - at lukke både Kystbanen og S-togslinjen mod Holte/Klampenborg. Senere, i 2013, vil der komme arbejde på Helsingørmotorvejen, når Nordhavnsvejen skal sluttes til her med ramper.

Nordhavnsvej, der bliver en del af Ring 2, får fire spor, men ingen nødspor og får en fartbegrænsning på maks. 60 km/t.

Kan forlænges

Vejen er forberedt til at kunne føres videre i endnu en tunnel til selve Nordhavnen. Derfra kan vejen indgå i en eventuel langsgående havnetunnel fra det nordlige til det sydlige København, men hvis det bliver til noget kan Nordhavnsvej vise sig at være en flaskehals med sine kun fire spor.

Selve tunnelen er budgeteret til 1,2 mia. mens det samlede projekt løber op i godt to mia. kr.

Vej- og tunnelentreprisen skal udføres af et konsortium bestående af danske E. Pihl & Søn A/S og tyske Ed. Züblin AG.

 

Af Torben Arent