Det har ikke været nogen nem fødsel, men nu er Renaults meget omtalte elbil Fluence Z.E. omsider klar til salg, og bilkøberne kan nu begynde at afsige deres dom over Renaults unikke og milliardstore investering i elbiler.
Det samme gælder elbiloperatøren Better Place, der endelig kan begynde at tegne kontrakter på udlejning af batterier og salg af strøm.
Hos 20 Renault-forhandlere
I weekenden 4.-5. februar blev bilen lanceret hos Better Place i København og de indtil videre 20 Renault-forhandlere, der kan håndtere elbiler.
Lanceringen er blevet udskudt gang på gang og hver gang uden en egentlig forklaring. Først skulle bilen have været til salg i sommer, så hed det længe september-oktober, dernæst december, så 2. januar inden det lykkedes i februar.
Batteriskift fra april
Det har givetvis gjort ondt på Better Place Denmark, der ikke har kunnet få indtægter, men det er ikke kun Renault, der har været forsinket. Better Place selv er først til april klar med de første 14 batteriskiftestationer, der er en central del af konceptet. Yderligere fem kommer senere i år.
Med lanceringen kommer der snart en indikation af, hvor interesserede danskerne er i elbiler, når det kommer til stykket.
3.000 eller det halve?
De to partnere har noget forskellige forventninger. Better Place siger 3.000 biler i år, mens Renault nøjes med ”mindst 2.000” i alt. Det inkluderer også elvarevognen Kangoo, som kommer til marts, og kabinescooteren Twizy, som følger efter til sommer.
Ingen af disse er nødvendigvis kombineret med et Better Place-abonnement, da de har fastmonteret batteri, som Renault selv udlejer. Men Better Place tilbyder som til øvrige elbiler også strøm.abonnement til disse.
Det er minibilen Zoe, men den kommer ret sent på året.
Facit kender vi om 11 måneder.
Fluence Z.E. der som ren elbil er fritaget for registreringsafgift, koster knap 210.000 kr., hvortil kommer et abonnement hos Better Place. Det koster omkring 1.700 kr. månedligt for 15.000 km årligt og inkluderer først og fremmest lån af batteri, gratis strøm fra Better Places ladestandere og adgang til batteriskiftestationer.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik















Kommentarer til: "Sandhedens time for Renaults elbil"
Opret ny kommentarEn betænkelighed synes umiddelbart at være, at energiforsyningssikkerheden ligger hos en enkelt leverandør. Hvis jeg ikke kan få benzin hos Shell på grund af tidernes ugunst for benzinleverandøren, kan jeg umiddelbart købe benzin hos en anden leverandør.
Hvis projektet Better Place skulle blive nødlidende, må det vel betyde, at kørslen stopper og jeg står tilbage med en bil, der ikke kan hverken bruges eller sælges?
Det må vel så også betyde, at jeg bør "slå koldt vand i blodet" og afvente en standardløsning, som tiltrækker et tilpas antal forskellige operatører på energikonceptet for at sikre energiforsyningen.
Jesper Andreassen har ret i sine betragtninger - men rent faktisk ser regnestykket på totaløkonomien endnu bedre ud for Fluence vs Megane, hvis du også husker at indregne at Tryg giver 40 % rabat på forsikring af elbil, at Fluence er billigere i service og at den kommer med udstyr som fx forvarmer, dobbeltzone klimaanlæg og integreret navigation, der er ganske kostbart. Så bliver det faktisk billigere at køre støjsvagt og klimavenligt.
Den store joker i brugtprisen på en elbil er batteriet - og denne udfordring er netop løst for forbrugeren med Better Place-modellen. Så sent som i weekenden berørte Politiken selvsamme emne og citerede en ekspert på området for at gensalgsprisen for en elbil bør være den samme som en benzinbil, såfremt garantien på batteriet er i orden - http://politiken.dk/tjek/bilerogmc/ECE1527871/brugtpris-er-den-store-jok...
Man kan også vende emnet på hovedet og påpege, at ingen kender til udviklingen af benzinbilens gensalgsværdi, når der dukker nye alternativer op – som elbilen. Hvad mon det betyder for benzinbilens gensalgsværdi, hvis olie om 3 år runder 150 dollar pr tønde, hvilket IEA har nævnt som et realistisk scenarie? Hvordan mon det påvirker vores adfærd og valg af transport, hvis vi skal op omkring de 15-20 kr. for en liter benzin med et elektrisk alternativ lige ved hånden?
Angående vores netværk og kommentar om antal batteriskiftestationer, så kommer batteriskifte-netværket til at dække stort set hele landet i løbet af foråret. Man kan ikke sammenligne antallet af batteriskiftestationer med antallet af tankstationer, da elbilistens private ladestander sikrer en ”fuld tank” hver morgen. Hovedparten af danskerne kører mindre end 100 km om dagen - og har man behov for at køre længere end batteriets rækkevidde skifter man batteriet på et af vores batteriskiftestationer, som ligger placeret langs motorvejsnettet. Alle analyser viser, at danskerne kommer på motorvejene, når de er på +100 km køreture...
Alt i alt er min pointe, at vi i Better Place har en løsning, der byder på et reelt alternativ og passer til rigtig mange danskeres behov - både hvad angår komfort og pris. Når vi snakker med potentielle kunder spørger vi selvfølgelig ind til deres kørselsbehov, så vi kan være sikre på at netværket kan dække det fornuftigt.
Mvh
Mikkel Linnet
Better Place
Jeg synes det er for let at råbe "dyr og dårlig". Jeg tror du glemmer at anskaffelsesprisen for en Fluence en en hel del lavere end tilsvarende udstyrede andre biler. Nærmeste sammenligningsgrundlag er vel Nissan Leaf og Renault Megane. Afhængig af hvilken rabat der kan tilbydes er merprisen for disse biler ca. 85.000 kr. i forhold til Fluence. Jovist koster Better Place abonnementet penge flere penge end den rene el, men til gengæld er der så også adgang til batteriskift og iøvrigt ingen bekymringer i relation til batteriets levetid. Over 5 år ved 20.000 km/år er "brændstofomkostningerne" til de 3 biler 60.000 for Megane, 66.000 til Nissan (ladestander 8.000 kr., 8.000 til el og 3.600 i Choosev abonnement pr. år). For Fluence 124.000 (ladestander 10.000 og 22.800 i BP abonnement). Tager du anskaffelsesprisen for disse 3 biler og lægger brændstofomkostningerne til falder regnestykket faktisk ud i Fluence favør. Jokeren er således afskrivningen. Sættes den til 60% for Megane og 75% til elbilerne så er Fluence "blot" 20.000 kr. dyrere end Megane. Altså 4.000 om året for at køre den emissionsfrie og - ikke mindst - for den komfort, der er i el-bilen.
Efter netop at have haft en Fluence til test i 6 måneder er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg skal vælge når min nuværende pendlerbil skal skiftes ud. (Jeg har desværre ikke råd til Tesla'en).
Og hvor er så i øvrigt den sandhed opstået at en el-bil partout skal være billigere end en tilsvarende dieselbil?
kørslen med den nye Renault Fluence vil blive stærkt begrænset af batteristationernes placering, som nok ikke vil blive placeret der hvor der ikke er megen trafik, men disse områder er også der, hvor behovet for privat bilisme er størst fordi her er der dårlige offentlige trafiktilbud.
Jeg mener at biler af "opladnings-hybrid" typen (Opel Ampera) vil være et langt bedre alternativ for fremtiden. Desværre har det ingen politisk interesse, da politikerne har forelsket sig i 100% eldrift.
For ja, batteriet i en elbil ER en central del af bilens motor - den største og vigtigste enkeltdel. Dette er senest fastlået af SKAT, som (naturligvis) mener, at batteriets pris skal medregnes i beskatningsgrundlaget, når man får stillet fri bil til rådighed (firmabil). Jeg har skrevet lidt mere om den sag her: http://www.elbilbloggen.dk/elbil-historier/better-place-batterier-skat.html