Peugeot og Citroën trækkes med ind i Toyotas kæmpe tilbagekaldelses-kampagne. Et antal 107- og C1-modeller er formentlig berørt af samme potentielle speederfejl som Aygo.
De tre biler bygges på samme tjekkiske fabrik, som styres af Toyota, og bilerne er stort set ens, når det gælder de tekniske komponenter.
En repræsentant for Peugeot-fabrikken oplyser, at ca. 90.000 107- og C1-modeller i Europa kan være berørt. De udgør en mindre del, ca. ti procent, af de Peugeot- og Citroën-modeller, der er bygget på fabrikken i perioden 2005-2009.
Antallet af berørte danske biler kendes endnu ikke.
Det er endnu uklart, om alle Aygo'er bygget i perioden er omfattet, eller om det som hos de franske mærker kun er en mindre del.
Fejlen består i, at speederarmen eller ophænget kan blive slidt, så speederen bliver sværere at trykke ned eller få op igen - evt. kan den sætte sig helt fast i bundstilling med fuld gas.











