’Ulykken’ er en del af arrangementet Drivers Event, der skal lære unge mellem 18-24 år om risikoen ved for høj fart og høje promiller i trafikken. Umiddelbart efter crashtesten vil brandvæsnet demonstrere, hvordan det frigører fastklemte ved lignende biluheld.

Det er Hovedstadens og Sjællands Trafiksikkerhedsudvalg og FDM, der står bag arrangementet, som afholdes på FDM Sjællandsringen ved Roskilde for fjerde gang, hvor målgruppen er de fartglade 18-24-årige. Og at der er al mulig grund til at sætte fokus på unge og fart, viser statistikken. Således blev der på landsplan sidste år dræbt 255 i trafikken og 4.153 blev kvæstet. Mange af dem unge mellem netop 18-24 år.

”Fart er fascinerende, men kan også hurtigt blive fatal. Her ved vi fra tidligere år, at Drivers Event er en god måde at få en dialog i gang med de unge. Eksempelvis er den store crashtest med til at illustrere, hvilke kræfter farten udløser, og hvor galt det kan gå. Det er noget, der gør indtryk og skaber respekt hos de unge,” siger FDMs adm. direktør, Thomas Møller Thomsen.

Se video fra Drivers Event

Hør nærmere om Køreteknisk Klub

Han fremhæver Køreteknisk Klub, K.T. Klub, som et sted, hvor unge med interesse for biler og fart, kan få deres nysgerrighed stillet. 

Det vil igen i år være muligt at høre mere om og melde sig ind i Køreteknisk Klub. Klubben mødes til køreteknisk undervisning på FDM Sjællandsringen fem gange om året, hvor man også prøver banen af under forskellige øvelser.

”K.T. Klub er et rigtig godt tilbud til unge. Den giver dem ikke bare nogle færdigheder bag rattet. De lærer også deres bils og deres egne grænser bedre at kende. Alt sammen under kontrollerede forhold, hvor der er plads til at lave fejl. Det er der ikke ude i trafikken,” siger Thomas Møller Thomsen.

Gratis adgang for alle

Derudover kan man til Drivers Event bl.a. prøve, hvordan det er at sidde i en bil, der vælter om på taget eller se politiets egne optagelser af trafiktåber.

Drivers Event foregår søndag den 11. september kl. 09.00-16.00, og der er gratis adgang.

Det sker på FDM Sjællandsringen, Abildgårdsvej 17, 4000 Roskilde.

Læs hele programmet på www.driversevent.dk

Se video fra Drivers Event