Det er siden udgangen af marts måned blevet dyrere at være ejer af en af landets omkring 350.000 persondieselbiler uden partikelfilter. Her udløb fristen nemlig for at få eftermonteret et partikelfilter på dieselpersonbiler og dermed spare den årlige ekstra afgift på 1.000 kroner, som det fremover koster at køre rundt uden partikelfilter.
Beslutningen om at afgiftspålægge dieselpersonbiler uden partikelfiltre blev vedtaget sidste sommer som en del af finansieringen af den seneste skattepakke. Oprindeligt trådte loven i kraft 1. januar i år, men da lovarbejdet i efteråret trak ud, besluttede daværende skatteminister Kristian Jensen, bl.a. på opfordring fra FDM, at forlænge fristen for eftermontering med tre måneder.
Man kan stadig nå at eftermontere
Har man endnu ikke fået eftermonteret et partikelfilter, kan det stadig nås, men man vil så skulle betale for perioden fra 1. april og frem til monteringstidspunktet. Eftermonteringen udføres på en lang række værksteder landet over og koster typisk mellem 6.000-10.000 kroner alt efter modellen. Det er dog vigtigt, at filtret er af en godkendt standard, ligesom bilen efterfølgende skal til et såkaldt registreringssyn.
Opkrævningen af den nye partikelfilterafgift vil ske i forbindelse med den halvårlige grønne ejerafgift. For de berørte bilejere vil der således være en ekstra afgift på 500 kr. Ved førstkommende betaling vil der desuden være et beløb, som dækker perioden fra 1. april, hvor loven altså trådte i kraft, og frem til opkrævningsdatoen.
Skats oplysninger kan være forkerte
Indførslen af den nye afgift har ikke været uden skønhedsfejl. I forbindelse med lovarbejdet blev vi i FDM for eksempel opmærksomme på, at myndighederne, i det her tilfælde Skat, ikke altid har de korrekte oplysninger om bilerne.
"Man kan eksempelvis godt have importeret en bil fra Tyskland med partikelfilter, uden at Skat har oplysninger om, at den har det. Det samme kan være tilfældet, hvis man har købt en bil med eftermonteret filter. Her er det op til den enkelte at gøre opmærksom på det, hvis man uretmæssigt bliver opkrævet den nye afgift," siger politisk konsulent i FDM, Torben Lund Kudsk og understreger, at det er en procedure, FDM er stærkt kritisk overfor.
Hos Skat lyder meldingen, at man vil godtgøre bilejere, der uretmæssigt er blevet opkrævet den nye afgift.
Ikke filtre til alle modeller
Derudover har FDM den seneste tid fået en række henvendelser fra medlemmer, der ikke har kunnet få partikelfiltre til deres dieselbiler. En problematik, FDM allerede i sit høringssvar sidste år gjorde politikerne opmærksomme på.
"Især populære bilmodeller som Peugeots 206, 207 og 307, som der solgt mange af, har der været usikkerhed omkring, hvorvidt det ville være muligt at få filtre til. De skulle dog være på vej. Derimod er det sikkert, at der ikke fås partikelfiltre til en model som VWs Lupo 3L. Ejere af disse har derfor ikke noget alternativ til at betale de årlige 1.000 kroner i afgift," siger Torben Lund Kudsk.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik








.jpg?fmtms=1336464264)

