Nissan bryder endnu en gang konventionerne og lancerer med Juke en bil, der ikke passer ind i nogen bås.
Sidste gang, Nissan brød konventionerne og lod Primera erstatte af crossover-modellen Qashqai, gik det helt forrygende. I stedet for at have en af de mindst solgte biler i firmabilsklassen, skabte Nissan mere eller mindre en ny klasse, som man så samtidig er førende i.
Nissan, der i Europa er et lille mærke, solgte 200.000 eksemplarer af den forholdsvis dyre bil i Europa sidste år.
Lillebror til Qashqai
Juke er en lillebror til Qashqai (men væsentlig nemmere at stave til) og skal ikke direkte erstatte Micra, men være et nyt tilbud i den øvre ende af miniklassen – en bil til især storbymennesker, der vil have noget anderledes.
I forvejen er Nissans miniklasse tæt befolket: Micra, Note og Cube – sidstnævnte en firkantet ”designerbil”, der ikke kommer til Danmark foreløbig.
- Vi ved godt, at folk enten vil elske den her bil, eller også kan de ikke fordrage den.
Nissans europæiske designchef, Matsui Hiromichi, er ærlig, da han viser mærkets opsigtsvækkende nye minibil frem for Motor.
- Især er det nok fronten med lygter i flere etager, der vil dele vandene, tilføjer Hiromichi, der er ansvarlig for designet af den nye Juke.
Platform fra Micra og Clio
Teknisk set er Juke i familie med bl.a. Nissan Micra og Note samt Renault Clio og Modus, men Renault-Nissans såkaldte B-platform er modificeret en del og både forlænget og gjort bredere. Det sidste har været nødvendig for at gøre plads til Jukes enorme 17 tommer hjul i topudgaven.
Selv om Juke ser stor ud, er den med 4,14 meter i længden kun en anelse større end f.eks. Peugeot 207, og akselafstanden på 2,53 meter er faktisk én cm mindre. Til gengæld er Jule ca. ti cm højere end andre minibiler. Bagagerummet er moderat.
190 hestekræfter
Juke ligner en SUV, og i topmodellen har den da også firehjulstræk – kombineret med en ny, hidsig benzinmotor på hele 190 hestekræfter. 1.6-motoren har direkte indsprøjtning og turbo, men ikke stop-start-teknik.
Langt de fleste danske modeller vil nøjes med forhjulstræk og enten en 1.6 benzinmotor med 117 hestekræfter eller en 1.5 diesel fra Renault med 110 hk.
Juke lanceres i Danmark til efteråret. Nogenlunde samtidig kommer en helt ny minibil, der delvis skal erstatte Micra.
Bilerne til Europa skal produceres i Storbritannien. Men Juke bliver en global bil, der også skal eksporteres fra Japan til USA.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik










