Der har længe været stille om Nissan Micra, der vakte opsigt, da den rundbuede bil blev lanceret for lidt for længe siden. Unikt i klassen var bl.a. nøgleløs adgang og motorstart.
Nu er Nissan – med debut på Genève-salonen - klar med en helt ny, fjerde generation, der stadig skal hedde Micra i Europa. Men denne gang skal bilen ikke kun sælges i Europa og Japan, men i 160 lande. Dens design skal appellere til så mange mennesker som muligt over hele kloden, siger chefdesigner, Makoto Yamane.
Og det er måske ikke en fordel for bilen, der først lanceres i Thailand, for Micra virker efter et første kik ikke særlig fornyende eller frisk i forhold til, hvad der ellers præsenteres af nye minibiler i Europa. Den klassiske og kendetegnende rundbuestil er bevaret, nu tilsat nogle skarpe kanter i form af baglygter m.m.
Kabinen er frisk nok i sin formgivning, men ikke så moderne og teknisk avanceret som mange konkurrenter. Og plasten er stadig hård mange steder. Det er ikke altid en fordel at skulle lave en bil, der kan sælges i 160 lande.
Sikkerhedsudstyret i Europa bliver dog helt tidssvarende: seks airbags og antiskridsystemet ESC.
Micra hører stadig til blandt de mindste biler i miniklassen. Mange af de nyere konkurrenter har passeret de fire meter, men Micra holder sig på 3,78 meter (et plus på seks cm). Akselafstanden er tilsvarende kort, 2,45 meter (to cm ekstra). Til gengæld er den forholdsvis let, lige under 1.000 kg.
Kun to motorvarianter tilbydes, begge er trecylindrede benzinmotorer på 1.2 liter. Standardudgaven yder 80 hestekræfter, mens udgaven med turbo har 98 hk og i øvrigt stop-start-teknik. Trinløst CVT-gear vil også i fremtiden være en mulighed.
Den nye Nissan Micra ventes til Danmark til efteråret.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik












