Mærket Mini varen gang rigtig mini, men den moderne udgave voksede en del for at give plads nok og opfylde sikkerhedskrav, og senest er Mini blevet maxi med tilføjelsen af den femdørs Countryman.
Men se nu bare her. På Genève-udstillingen i marts er der verdenspremiere på en lillebitte Mini-koncept kaldet Rocketman.
OK, lillebitte er jo relativt, for Rocketman er faktisk en anelse længere end den originale Mini. Men med en længde på 3,41 meter er den kun lidt længere end Toyota iQ.
Ideen med Rocketman er at skabe en lille bybil til meget store byer. Konkurrenterne kunne - foruden iQ - være den næste Smart Fortwo.
En 3+1
Mini kalder bilen for en 3+1, da der er to bagsæder, men det ene – bag føreren – absolut kun er til korte ture. Som i andre moderne konceptbiler – og Toyota iQ - er der skaffet plads ved at udhule instrumentbordet i højre side, så forreste passagersæde kan køres langt frem.
En særlig finesse ved Mini Rocketman er, at rattet, pedaler og hele instrumentbordet kan justeres i længden, så når der kun er to ombord, kan begge forsæder – samt instrumentbordet – skydes tilbage, så siddepositionen ændres til en mere sportslig konfiguration.
Lysende Union Jack i taget
Mini eksperimenterer også med bilens underholdningssystem, internetadgang, navigation samt belysning. Til det sidste hører glastaget, som i de skrå og lige bjælker har indlagt lys, så det i mørke ligner Union Jack!
Bilen har lav vægt i kraft af sit bærende ramme af kulfiber, og mikro-Minien har rigtig fin brændstoføkonomi: 33 km pr. liter. BMW siger ikke et kvæk om motoren, men man må formode, at der er tale om en optimeret diesel. Eller måske en benzinhybrid?
Gode chancer for produktion
Om Rocketman bliver til noget? Givetvis. BMW siger ikke noget om det, men selv om konceptbilen ser ret konceptuel ud, så er grundformen helt realistisk, og mærket har tradition for at sætte sine koncepter i produktion.
F.eks. er konceptbilerne fra efteråret 2009, Roadster og Coupé, nu tæt på at gå i serieproduktion.





Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik
















