Med F800 Style viser Mercedes-Benz på biludstillingen i Genève sit 13. forskningskøretøj, siden den første blev vist i 1981.
I forhold til almindelige konceptbiler er der her mere fokus på at vise tekniske visioner end designmæssige forandringer. Men som tilnavnet Style antyder, er dette forskningskøretøj også et designmanifest.
Det er især kølergrillen, man skal bemærke. Den findes allerede på den nye sportsvogn SLS, og som kommer til at indfinde sig på alle Mercedes-Benz fremtidige modeller. Det er mærkets nye ansigt.
Kan køre 40 km/t af sig selv
Teknisk er der mange spændende løsninger. En af dem er, at bilen kan køre selv med op til 40 km/t. Den normale adaptive fartpilot er videreudviklet, så bilen selv kan holde sig inden for en vognbane med hastigheder op til 40 km/t.
Dermed slipper chaufføren for at koncentrere sig om køkørsel. Systemet fungerer med op til 30 graders udslag på rattet, så bilen også kan køre gennem kurver og køre forbi stationære biler i vejsiden, forudsat at der kører en bil foran en.
Skydedørene er også interessante. De åbner og skydes bagud i et beslag bagerst på døren. Dermed kan man nemmere komme ud af bilen, og det er endda muligt at lave systemet uden stolpe mellem for- og bagdør.
Ved at bruge et beslag kan man slippe for at have skinner i de bagerste skærme, og man kan have skydedøre på biler, der ikke har en lige taglinje som Ford Transit. Normal er ny teknik dyr at sætte i produktion, men i løbet af udviklingen er produktionsomkostningerne blevet så lave, at det vil være muligt at introducere det på selv Mercedes-Benz’ mindste modeller.
Berøringsskærm uden berøring
iPhone/iPod-generationen kan glæde sig til Mercedes-Benz’ kommende HMI-system (Menneske Maskine Grænseflade), som kaldes myCOMAND. Hidtil har vi set berøringsfølsomme skærme hos eksempelvis Lexus, men ulempen er at de bliver hurtigt beskidte i biler.
Derfor har Mercedes, ligesom på en bærbar computer, et separat berøringsfelt, hvor der sidder et kamera og optager fingrenes bevægelse. Det bliver så projekteret op på skærmen, dog så fingrene er delvis gennemsigtige. Det har den fordel, at man kan læse teksten under fingrene og at skærmen ikke bliver fedtet og beskidt.
Motor har prøvet det, og selv om prototypen var lidt langsom, virkede det intuitivt. Det er dog lidt underligt at se sine egne gennemsigtige fingre.
På sikkerhedsfronten har Mercedes-Benz videreudviklet Presafe, som er blevet bedre til at reagere på hændelser på siden af bilen og især bagfra kommende køretøjer. Hvis man bliver påkørt bagfra, vil bilen automatisk låse samtlige bremser, så man ikke bliver skubbet ind i bilen foran eller ud i et fodgængerfelt.
Hybrid eller brintbil
Den sidste nyhed ved F800 Style er muligheden for at have to forskellige former for drivliner i bilen. Meningen er at man med en såkaldt platform, både kan sælge bilen som opladningshybrid med forbrændingsmotor og elmotor samt som ren elbil, der får energien delvis fra et batteri og delvis fra en brændselscelle, som får energien fra brint.
Opladningshybriden har et 10 kWh batteri, som giver en rækkevidde på 30 km med en hastighed på op til 120 km/t. Elmotoren yder 109 hk, men har man brug for flere kræfter yder 3-liters V6 benzinmotoren 300 hk. Brændstoføkonomien er officielt 34,5 km/l.
En smart detalje er, at man i navigationssystemet kan få vist sin rækkevidde på ren elkraft, ikke blot som en cirkel omkring bilen, men med hensyntagen til vejenes forløb og om der er tale om motorvej, landevej eller bykørsel.
Brændselscelle versionen har et mindre batteri på 1,4 kWh og en brinttank, der rummer 5.2 kg ved 700 bar. Da elmotoren er bilens eneste motor, er den med 136 hk kraftigere end opladningshybridens. Den samlede rækkevidde forventes at være omkring 600 km.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik
.jpg?fmtms=1336464264)






.jpg?fmtms=1336464264)








