Det foregår ellers ret diskret hos Toyota. Modelopdateringer plejer at være meget forsigtige, når det gælder designet. Men når en ansigtsløftet Avensis kommer til Danmark i begyndelsen af 2012, er den visuelle fornyelse til at få øje på.
Fronten er ændret iøjenfaldende, og designjusteringerne får bilen til at se bredere og mere muskuløs ud. Desuden bliver der i de dyrere udgaver mulighed for et markant kørelys-element med LED-teknik.
Ny bagende
Også bagenden har fået en optisk opfrisker med bl.a. helt nye baglygter. Særligt sedanen virker fornyet, og også bagfra har målet åbenbart været at få bilen til at se bredere ud.
Mest interessant er dog den tekniske forbedring af den mindste dieselmotor – men pudsigt nok kun af dén.
Nu 22,2 km pr. liter
Ved hjælp af optimeringer af selve motoren samt nye dæk med lavere rullemodstand – og højere dæktryk – er det lykkedes Toyota at få 2.0 diesel-modellen til at køre 20 procent længere på literen ifølge de officielle forbrugstal.
Forbedringen er fra 18,5 til 22,2 km pr. liter (sedan) eller sagt på CO2-sprog: fra 142 til 119 gram pr. km.
Denne dieselmotor står for 70 procent af det europæiske salg, så det er ikke så mærkeligt, at Toyota har valgt at koncentrere sine udviklingsressourcer på den variant. 2.0 diesel er også et populært valg i Danmark.
Touch & Go
I kabinen er en nyhed, at Avensis kan fås med det nye Touch & Go-system, der netop er introduceret i Yaris.
En stor farveskærm giver adgang til tripcomputer, audio, telefon mm., og med en opgradering med Go kommer der også navigation ind i systemet.
Motor får mulighed for at prøve den opdaterede Toyota Avensis midt i december.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik














