Den lille superbils-producent Koenigsegg er ikke svensk for ingenting. Derfor kan fabrikkens seneste muskelbil, Agera R, naturligvis også leveres med en vinterpakke, som blev præsenteret på biludstillingen i Genève.

Koenigsegg Agera huser 1.115 hestekræfter, der er opstaldet bag ved føreren.Pakken består af en tagboks i kulfiber, udviklet af Thule, som monteres fast på bilen i stedet for det almindelige targatag.

Alpinski og vinterdæk

I tagboksen ligger et sæt alpine ski med bilens chassisnummer indgraveret. Og så er vinterpakken selvfølgelig ikke komplet uden et sæt vinterdæk fra Michelin, som påstås at kunne klare 300 km/t ligesom tagboksen.

Agera R er ellers opgivet til at kunne køre et godt stykke over 400 km/t.

Udstillingsbilen har både den specialbyggede Thule-tagboks samt tilhørende slalomski med bilens stelnummer indgraveret. De 1.115(!) hestekræfter skulle efter fabrikkens oplysninger kunne sende raketten af sted fra 0 til 100 km/t. på 2,9 sekunder, mens de 200 rundes på 7,5 sekunder.

Dog næppe med vinterdæk og tagboks på taget.


Af Bo Christian Koch