Af Torben Arent,
nyhedsredaktør
Der er køreglæde, skaberglæde og optimisme på autosalonen i schweiziske Genève, forårets vigtigste biludstilling. Men ovenover det hele svæver luftarten kultveilte, der nu om dage er bedre kendt som CO2, den mest afgørende drivhusgas.
Som det var tilfældet i fjor, har mange bilfirmaer, især BMW, skrevet bilernes CO2-udslip med store typer hen ad siderne på de udstillede biler. Men dillen er dog ikke så dominerende som sidst.
Til gengæld stikker kampen for et lavere CO2-udslip dybere end året før. Det er tydeligt. Og det er en kamp og en udfordring, der i årtier vil blive en lige så fast følgesvend på udstillinger og i bilindustriens udviklingsafdelinger. Og i bilkøbernes præferencer.
Det påvirker bilernes design, det påvirker markedsføringen, og det påvirker især, hvilken teknologi, der ligger under motorhjelmen. Og det vil få indflydelse på bilfabrikkernes indbyrdes styrkeforhold, hvem der eventuelt opkøber hvem eller samarbejder med hvem.
CO2-kampen giver sig mange udslag. En af de mest kuriøse, men også mest sigende er Aston Martins nye miniput, Cygnet. Det er en Toyota iQ med læderindtræk og stærk forhøjet pris.
Det er ikke en bil, der hæver mærkets image, men det sænker det gennemsnitlige CO2-udslip fra Aston Martins biler markant. Dermed bliver bøderne fra EU Kommissionen mindre. Eller kan måske undgås.
Og Fiat viser en helt ny motor, der kun har to cylindre. Milliarder har det kostet at udvikle den. Motoren kommer i år og kan få en benzindrevet bil til at køre over 25 km pr. liter.
På det jordnære plan er der mange kendte biler, der "bare" er forbedret, så de kører længere på literen. Ud over de mest kendte som VWs Blue Motion og BMWs Dynamic Effiency har f.eks. Hyundai tre familiebiler i størrelse mikro, mini og mellem klar. iBlue hedder de nøjsomme modeller, og den type biler er faktisk mest interessante her og nu:
Længere på literen og lavere ejerafgift. Stort set uden mérpris eller nedgang i køreglæde.
Og som man kan se på Motors dækning fra Genève-udstillingen, så vrimler det med elbiler, hybrider og opladningshybrider. Hybriderne kommer nu, mens elbiler og opladningshybrider er to-tre-fire år borte. Og når de kommer, redder de ikke verden fra den ene dag til den næste.
De er nemlig dyre, så salget begrænser sig selv. De skal alle have starthjælp. Ikke kun i det hårdt beskattede Danmark, men også i alle andre lande, hvis det skal rykke noget.
Selv om elbiler og diverse hybridbiler kan være en dyr måde at spare et ton CO2 på – i forhold til hvad der kan spares i andre sektorer – så har bilindustrien en klar motivation.
Som systemet er i dag, måler man kun CO2-udslip ved udstødningsrøret – ikke på kraftværket eller raffinaderiet. Derfor kan man tillade sig at skrive 0 gram CO2 på siden af en elbil. Og de 0 gram trækker rigtig dejligt ned på en bilfabriks CO2-regnskab.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
Til bilen
Shopping
Seværdigheder
Arrangementer
Restauranter
Overnatning
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik








