Klumme fra Paris: farvel hybrider

Opladningshybriderne kan få en uventet tidlig død, nu da elbilerne gør fremskridt i il-tempo.

Nyt om biler

Af Torben Arent,
nyhedsredaktør

 

300, 400, 500 km. Ja snart 600 km. De batteridrevne elbiler står på tærsklen til et gennembrud, der øger anvendeligheden helt markant og effektivt dulmer rækkeviddeangsten.

 

Det er helt tydeligt på årets biludstilling i Paris. 300 km tilbyder VW og BMW her og nu. Renault klarer 400 km senere i år. Opel trumfer med 500 km næste år. Og bl.a. VW og Mercedes-Benz taler om 600 km om fire år. Audi og Porsche har tidligere sagt noget lignende.

 

Det er en revolution, selv om man i praksis lige skal trække 25 procent fra. Og mere endnu på en kold vinterdag på motorvejen.

 

Og den revolution kan blive opladningshybridernes uventede hurtige død. Ikke den type hybrider, som især Toyota excellerer i, men de hybrider der kan lades op.

 

Opladningshybrider har helt fra begyndelsen været en overgangsteknologi, indtil batteridrevne elbiler og senere brintbiler kan tage over. Men den overgang kan blive meget kortere end ventet.

 

Bilerne med både forbrændingsmotor, elmotor og opladningsmulighed er i dag geniale, fordi de kombinerer det bedste fra begge verdener. De gør det muligt for mange flere at køre elektrisk i dag.

 

Men opladningshybrider er frygtelig komplekse i deres opbygning. Prøv at se en opskåret VW Golf GTE eller Audi Q7 e-tron. Dermed er de også dyre med kun moderat potentiale for at blive billige.

 

Almindelige elbiler er derimod meget simple, og batterierne har stort potentiale til at falde i pris.

 

Den gode kombi af el og flydende brændstof forsvinder ikke i morgen. Volkswagen har således planer om 13 opladningshybrider de næste to år.

 

Særligt blandt de lidt større biler, jobklassebiler og SUV’ere, giver det mening at lancere nye opladningshybrider lidt endnu. Bl.a. fordi det er biler, der ofte bruges til langtur og motorvejskørsel.

 

Men lur mig, om opladningshybrider som VW Golf og Audi A3 ikke får en afløser til sin tid. Mistanken næres af, at VW vil lancere sin I.D.-elbil i 2020 med valg mellem 400 og 600 km’s rækkevidde.

SE OGSÅ: Motors store sektion om Paris-udstillingen