Biludstillinger over hele verden er blevet aflyst eller kraftig beskåret som følge af de barske økonomiske tider. Men i København er optimismen stor.

- Ja, vi gennemfører skam ”Biler i Bella” til marts, bekræfter pressechef i Bella Center, Lars Lemche, da Motor spørger til realiteterne i den dato-lagte bilmesse.

”Biler i Bella” finder sted fra torsdag 18. til søndag 21. marts 2010.

Opbakningen fra bilmærkerne ser på nuværende tidspunkt større ud, end den har gjort tidligere, hvor flere større mærker er blevet væk. For tiden står 27 bilmærker på den foreløbige udstillerliste.

Udstillingen i Bella Center er i princippet en forhandlerudstilling, men der kan være en vis støtte fra mærkernes importører. Dog skal man ikke forvente, at nye konceptbiler eller prototyper dukker op på Amager.

Dem må man til den internationale biludstilling i Genève et par uger tidligere for at se.

Se Motors liste over vigtige biludstillinger i 2010.


Af Torben Arent