Better Place har måske omsider fået sig en ven nr. to. Indtil nu er kun Renault gået med på batteriudlejningsfirmaets kerneidé om, at elbiler skal kunne udskifte batteriet på et øjeblik.

Konceptbilen er udstillet med en Better Place-opladningsstander.Chery, et af Kina store bilfirmaer, viser på Auto China-udstillingen i Beijing en elbil, der kan bytte batteri. Firmaets mellemstore Ricoh G5 sedan er udstillet i en elektrisk konceptudgave med en symbolsk batteribyttemaskine.

Udstillingsmodellen er lavet sammen med Better Place, og firmaets særlige blå ladestandere, der allerede findes i København, er også opstillet ved siden af bilen.

"Hensigtserklæring"

Selv om det er et koncept, oplyser Chery om bilens præstationer. Batteriet på hele 40 kWh giver en rækkevidde på op til 280 km ved jævn kørsel.De to firmaer har indgået en hensigtserklæring (memorandum of understanding), hvilket i en pressemeddelelse fra Better Place Denmark er blevet til en ”samarbejdsaftale”.

En pr-medarbejder fra Better Places californiske hovedkvarter nedtoner også de konkrete planer. Han siger, at den udstillede bil kun er et koncept, og det kan i givet fald blive en anden model, der får batteriudskiftning. Men ham bekendt har Chery ikke besluttet at gå i gang med en egentlig udvikling, siger han til Motor.

Også gammel Saab

På Beijing-udstillingen viser Beijing Automotive en hastigt sammenflikket Saab 9-5 (i den kinesiske udgave C71) med udskifteligt batteri. Her har Better Place været konsulteret meget overfladisk og lægger ikke navn og ladestandere til på standen.

Better Place begynder nu et forsøg i Tokyo med fire ombyggede Nissan-modeller, der skal køre som taxa for at afprøve den hidtil helt uprøvede skifteteknik. Sidst på året bliver det mere seriøst i Israel med et større antal Renault’er i almindelig drift. I Danmark skulle anlægget af den første skiftestation gå i gang i år ifølge de hidtidige planer.

Renault er fortsat eneste bilmærke, der har en konkret aftale med Better Place om biler med bytteteknik. To modeller kommer i henholdsvis 2011 og 2012.

Better Place: Flere er på vej

Topchef i og stifter af Better Place, Shai Agassi siger til det britiske erhvervsblad Financial Times, at Better Place har ”intensive samtaler med nogle af de globale bilproducenter,” men vil ikke sige hvilke.

Det amerikansk-israelske firma vil dels som mellemhandler sælge strøm til elbiler, dels udleje batterier og stå for udskiftningen af batterier, når elbiler med denne funktion skal køre længere strækninger.

 

Af Torben Arent