Glem alt om, at dette er en hybridbil. Etiketten forvirrer i hvert fald lidt, for hybrid plejer at associere med miljøfornuft - bortset fra de sjældne Lexus-modeller.

Honda CR-Z er for de absolut teknikglade. Der er masser af knapper og instrumenter i et utraditionelt layout.Honda har ganske vist puttet hybrid-teknik i light-udgave i sin nye sportscoupé CR-Z, men selv om bilen har en elmotor, kan man glemme alt om at køre på strøm alene.

Elmotoren i Honda CR-Z er nemlig kun på 14 hestekræfter, og i virkeligheden kan man sammenligne elmotoren med en ny form for turbolader eller kompressor.

Sammenlignes med VW Scirocco

Honda CR-Z kan ret direkte sammenlignes med VW Scirocco, der i grundversionen har 1.4-motor med turbolader og 122 hestekræfter og 200 Nm. CR-Z har - når man lægger 1.5-motoren sammen med elmotoren - 124 hestekræfter og 174 Nm.

Speedometeret er ikke helt normalt. Det skifter i øvrigt farve efter kørestilen. De to biler er ca. lige hurtige - lige knap 10 sekunder i disciplinen 0-100 km/t. og en topfart på 200 km i timen.

Hondas hybridteknik giver en lille miljøfordel. Ifølge de officielle tal kører CR-Z 20,0 km pr. liter, mens Scirocco - som er en smule større - har et tal på 16,7 km/l.

CR-Z er billigere end Scirocco: en veludstyret GT-version koster ca. 322.000 kr. Folkevognen har en startpris på 335.000 kr.

Bilen kaldes en 2+2, men reelt er det en 2+0. Bagsædet er aldeles ubrugeligt til mennesker.

Masser af teknik

Føreren kan vælge mellem tre indstillinger, sport, normal og econ, der påvirker mange funktioner.Hondas lille coupé deler platform med Jazz, Civic og Insight, men der er ingen køremæssig lighed med den tamme Insight. CR-Z har manuel, sekstrins gearkasse, og er i det hele taget et orgie af knapper og fancy instrumenter. Det er en bil, der er skabt til de teknikglade.

Honda CR-Z er en slags efterfølger for den nærmest legendariske CR-X coupé fra 1980erne, men motormæssigt kan 2010s miljø-coupé ikke hamle op med den 20 år ældre forgænger, og der er ingen planer om større motorer.

 

Af Torben Arent