Hold øje med sidevejene. Sådan lyder budskabet i en ny kampagne fra de regionale færdselssikkerhedsudvalg, der skal gøre bilister og cyklister mere opmærksomme på hinanden, så der opstår færre uheld.

Fire ud af ti cyklistuheld sker ved sideveje og kryds uden lysregulering, fordi cyklister og bilister ikke er opmærksomme nok på hinanden, viser undersøgelser. Derfor sætter den nye kampagne spot på opmærksomheden hos både cyklister og bilister, som skal blive bedre til at holde øje med hinanden, når de kører ud fra sideveje.

Som led i kampagnen bliver der derfor malet gule cyklistsymboler på veje og cykelstier landet over. Derudover følges kampagnen op af bl.a. tv-spots samt uddeling af informationsmateriale og reflekser.

FDM: Godt initiativ

Bag kampagnen står de regionale færdselssikkerhedsudvalg, der koordinerer den regionale færdselssikkerhed. Hos FDM, der sidder med i fem af landets seks regionale udvalg, hilser politisk konsulent, Torben Lund Kudsk, den nye kampagne velkommen:

"Uheld mellem biler og cyklister handler mere om almindelige uopmærksomhed end uansvarlig færdsel. Det ved vi fra Havarikommissionen for Vejulykkers grundige analyser af netop den slags uheld. Derfor er initiativet med at male gule cykler ved sidevejene en rigtig god idé, som forhåbentlig vil hjælpe såvel bilister som cyklister til at være mere opmærksomme på hinanden og dermed undgå ulykker," siger Torben Lund Kudsk.

Kampagnen ’Hold øje med sidevejen. Du ved aldrig, hvad der kommer’ løber hele maj måned landet over.

Læs mere om kampagnen på sikkertrafik.dk