Hvad er god trafikkultur? Hvilke rettigheder og pligter har man som bilist, og hvordan køber man en brugt bil uden at blive snydt?

Spørgsmål, der kan være svære at få hold på som ung og uerfaren bilist. Derfor lancerer FDM under navnet Young FDM en ny type medlemskab henvendt til unge mellem 18-25 år. Samtidig indgår FDM et samarbejde med Dansk Kørelærer-Union, hvor kørelærerne som en del af køreskolernes grundpakke tilbyder medlemskabet af Young FDM til køreskoleleverne.

Besøg Young FDM

"Med Young FDM håber vi at kunne give unge en god start på det at være bilister. Vi kan give de råd og tilbyde den vejledning, som vi ved, at de unge efterspørger, og som giver mange tryghed. Vi vil gerne ind at præge de unge bilister, også når det gælder god trafikkultur, og derfor er vi glade for det samarbejde, vi har indgået med Dansk Kørelærer-Union," siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen, om det nye medlemskab.

Fri rådgivning når den første bil skal købes

Medlemskabet indeholder alle FDMs bilrelaterede ydelser. For eksempel kan man få fri juridisk og teknisk rådgivning, når man skal købe bil, ligesom der vil blive lavet en guide til unge førstegangskøbere, så de undgår de værste fælder. Alt sammen noget undersøgelser har vist, målgruppen efterspørger.

Også hos Dansk Kørelærer-Union er man glade for det nye FDM-medlemskab til unge:

"FDM er en troværdig organisation, som gennem årene har markeret sig indenfor både trafiksikkerhed og som bilisternes forbrugerorganisation. Mange af køreskoleeleverne skal ud og være bilejere for første gang, og her er de som Young FDM-medlemmer stillet bedst muligt. For eksempel skræddersyr foreningen et bilkøbsforløb til unge. Derfor ser vi det også som en styrkelse, at vi nu kan tilbyde Young FDM som en del af vores grundpakke," siger landsformand René Arnt.

Young FDM har egen hjemmeside

Young FDM har desuden fået sin egen hjemmeside, www.youngFDM.dk, hvor der bl.a. er artikler om særlige regler for unge og kørekort, råd ved køb af bil, og en ’pimp din bil’-guide med oplysninger om, hvor meget udstyr man må montere på bilen, hvis den stadig skal være lovlig. Derudover indeholder Young FDM-medlemskabet en række rabatter ved siden af det almindelige FDM-program, der har særlig fokus på unge. Der er for eksempel lavet aftaler med Hertz biludlejning, Blockbuster og Fitness World.

"Vi ved fra vores søsterklubber ude i Europa, at de gennem ungdomsmedlemskaber har stor succes med både at præge målgruppen, når det gælder god trafikkultur og bistå dem i juridiske og tekniske spørgsmål. Derfor har vi også store forventninger til Young FDM," siger Thomas Møller Thomsen.

Unge, der allerede har kørekort, kan tegne medlemskab på Young FDM for 299 kroner årligt.

Besøg Young FDM