Her er en rigtig konceptbil: vildt og overraskende design, detaljer, der aldrig bliver til noget, og en motor, der ligger et stykke ude i fremtiden.

Jo, Seat Ibe (officielt stavet IBe) er ude på overdrevet, men dens mission er skam alvorlig nok. Det handler om design og teknologi.

Seat IBe er bred og lav – 1,80 m bred og 1,22 meter lav. Længden er 3,82 meter – ca. 20 cm mindre end Ibiza.Designet først. Det futuristiske design peger hen mod en ny designstil hos Seat, hvor bilerne får en formgivning med rene former og præcise linjer. Seat har ellers fået ny designstil flere gange det seneste årti, men det holder åbenbart kun, til der kommer ny designchef.

Selve bilen er en tredørs sportscoupé, og det lyder sådan set ikke helt forkert, at Seat vil komme med en sådan model i fremtiden. Det ligger til mærkets (nyere) DNA.

Konceptbilen er 3,82 meter kort (men meget bred) og kunne dermed godt indikere noget om den kommende mikrobil baseret på den næste VW Lupo. Den næste Ibiza er det nok ikke, for Ibiza er næsten ny.

- Bare fordi det er en konceptbil. betyder det ikke, at vi ikke vil bygge den, forklarede Seats nye chef, James Muir, da han lydløst havde kørt bilen ind på podiet.

Muir er for nylig er skiftet fra Mazda Europe til Seat.

Konceptbilen er 2+2 sportscoupé. Måske, måske ikke kommer der en sådan model. Men designstilen bliver til virkelighed. Seats konceptbil har led-lygter for og bag. Det ser smart ud, men er i mange år endnu for dyrt til almindelige biler.Teknikken er næsten mere spændende, selv om det ”bare” er endnu en elbil. For det understreger, at Volkswagen-koncernen, som Seat hører under, mener det alvorligt, når koncernchef Martin Winterkorn på Genève-udstillingens første dag erklærer, at Volkswagen satser meget på elbiler inden for to-tre år.

Seat IBe er et forslag til fremtidens sjove mobilitet for yngre mennesker i større byer. Elmotoren kan i korte perioder yde 102 hestekræfter (og konstant 68 hk), og det giver friske præstationer: 0-100 km/t på under ti sekunder. Det spiller ind, at bilen er meget let af en elbil at være: 1.000 kg.

Batteriet, som ligger helt bagude, rummer 18 kWh energi. Det dækker fint transportbehovet for storbymennesker, siger Seat uden at sætte km på. Men det er nok ca. 120-140 km.

Af Torben Arent