Er der tilstrækkelig mange danskere, der gerne vil betale lidt for komforten og oplevelsen ved at få andre til at tanke bilen samt få udført basal bilpleje?

Det undersøger Shell de næste tre måneder på 18 af sine omkring 200 tankstationer i Danmark.

På de 18 servicestationer, som man så godt kan tillade sig at kalde dem, vil der være et tilbud om, at en medarbejder på forpladsen tager sig af det praktiske.

"Skal den fyldes op?"

Ud over at få fyldt benzin eller diesel på tanken kan kunden få vasket forruden samt tjekket olie- og sprinklervæske-situationen.

Om man vil betale er ifølge Shell frivilligt, men efter endt service får de bilister, der har takket ja til hjælpen, udleveret en kupon. Den kan man så vælge at aflevere ved kassen, når man betaler i butikken, og der bliver derved lagt ti kroner på regningen.

Tyskerne siger ja

I Tyskland har Shell tilbudt en sådan service de seneste syv år.

- Erfaringer fra Tyskland viser, at 95 procent vælger at betale for den ekstra service. Om danskerne er villige til at betale lidt for personlig service, finder vi nu ud af. Men vi tror, at mange har et behov for en anderledes serviceoplevelse på tankstationen, siger direktøren for Shells servicestationer i Danmark, Mads Hummelmose.

Servicemedarbejdere vil være på plads på de 18 stationer alle hverdage i dagtimerne, 37 timer ugentlig.

 

Af Torben Arent