Peugeot har tre store og spændende nyheder på Paris-udstillingen: Peugeot
508, 3008 Hybrid4 (verdens første dieselhybrid) og Peugeots første elbil,
Ion. Men der er faktisk en fjerde nyhed, som de tre første fuldstændig
skygger for: Konceptbilen HR1.
Det er en SUV-agtig minibil på 3,69 meters længde, og dermed er den for
lilel til at være en forløber for Peugeots version af Mitsubishi ASX, som
er annonceret til begyndelsen af 2012.
-------- SMUGKIK PÅ 208 -----------------------------------------------------
I stedet kan HR1 ses som et varsel om Peugeot 208, der vises i
produktionsklar udgave i slutningen af næste år.
Man skal særligt hæfte sig ved frontdesignet, som nok er en god lighed med
fronten på 208.
Showbilen har også spændende teknik. Peugeot eksperimenterer videre med sin
hybridteknik, Hybrid4, som netop er præsenteret i 3008. I 3008 er
drivkraften en stor dieselmotor, mens det i HR1 er
Peugeot-Citroën-koncernens kommende små benzinmotorer, der driver værket.
-------- TRECYLINDRET MOTOR MED 110 HK ---------------------------------------
Det er en 1,2 liters, trecylindret med i dette tilfælde 110 hestekræfter.
Den lille, men højtydende benzinmotor er kombineret med en 37 hestes
elmotor, formentlig ved bagakslen.
Sammenlagt råder føreren dermed over 137 hk, og alligevel får benzinbilen
en rekordhøj benzinøkonomi, nemlig 28,5 km pr. liter. I CO2 hedder det 80
gram pr. km.
-------- FOR DYRT TIL 208 ----------------------------------------------------
Selv om benzin-hybridteknikken nu vises i en 208-forløber, er det langt fra
ensbetydende med, at 208 får rigtig hybridteknik. Dertil er systemet
formentlig alt for dyrt.
Hvis konceptbilen også muterer til en slags 208 SUV - en afløser for 1007?
- virker det mere plausibelt, at en livsstilbil kunne bære den dyre teknik.
Men det er ren spekulation.
Af Torben Arent [1]
[1] mailto:tor@fdm.dk