I forbindelse med opkrævningen af den halvårlige grønne ejerafgift oplever nogle bilejere, at Skat fejlagtigt opkræver en afgift for, at deres dieselbil ikke har partikelfilter.

Skat vil tjekke både med Trafikstyrelsens registre og med de danske bilimportører, inden de sender opkrævningerne ud. Der kan dog findes dieselbiler, der fejlagtigt ikke har fået registreret, at der er monteret partikelfilter. Disse bilers ejere vil i så fald også få en opkrævning trods bilen er forsynet med partikelfilter. Der vil formentlig primært være tale om ældre bilmodeller.

Har bilen partikelfilter?

Er du i tvivl om eller skal du dokumentere, at din bil har partikelfilter, kan du gøre følgende:

  • Trafikstyrelsen. Du kan på Trafikstyrelsens hjemmeside finde informationerne om din bils typegodkendelse.
  • Bilimportøren. Hvis typegodkendelsen ikke nævner noget om partikelfilter, må du gå til bilimportøren og bede om en skriftlig bekræftelse på, at bilen er udstyret med fabriksmonteret partikelfilter
  • Synsvirksomhed. Hvis heller ikke bilimportøren kan levere dokumentationen, skal din bil synes hos en synsvirksomhed. Der er tale om et syn med tilhørende synsgebyr, som du selv skal betale.

Hvordan klager jeg?

Hvis din bil er udstyret med fabriksmonteret partikelfilter, bør du følge ovenstående vejledning og fremskaffe dokumentationen. Du fremsender herefter dokumentationen til Skat. Der skal udfyldes en "Erklæring om partikelfilter". Erklæringen skal udfyldes/afgives af importør eller dennes repræsentant.

Læs mere på Skats hjemmeside