Mens vinterferien for mange danskere er lig med skiferie, er det for familiens bil ofte lig med hårdt arbejde. For mens mange familier har travlt med at huske både ski og varmt tøj, glemmer mange i skyndingen at tænke på bilens ve og vel. Og strabadserne på de europæiske vinterveje får hvert år mange biler til at give op på halvvejen.
Video: Sådan gør du bilen vinterklar
”Præcis som når vi kører på sommerferie, kommer bilen på ekstra hårdt arbejde, når vi skal på vinterferie. Her kører vi ofte lange stræk, hvor vi kører godt til. Samtidig vejer bilen også mere end til dagligt, ligesom frosten ofte bider mere, end vi er vant til. Alt sammen noget, der stiller nogle krav til bilen, hvis den skal kunne klare hele turen,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning, Jørgen Jørgensen.
Ifølge ham kan det derfor være en god idé at sende bilen til vintertjek på et værksted eller hos FDM, hvis man vil være sikker på, at den er i form til vinterferien.
Men selv med enkle forholdsregler kan man også gøre sit til selv at klæde bilen rigtig på til turen.
”Det er hverken kompliceret eller kræver teknisk snilde at få bilen gjort vinterklar. Faktisk kan man ved at gennemgå få tjekpunkter – næsten – sikre sig, at bilen kan klare turen til Alperne og tilbage igen. Og så er det naturligvis også et spørgsmål om trafiksikkerhed. Både ens egen og medtrafikanternes. Så få bilen kontrolleret og klargjort i god tid,” siger Jørgen Jørgensen.
FDM har neden for samlet en række gode råd til, hvordan man selv kan gøre bilen klar til vinterferien.
Husk vinterdæk
Det er langt fra kun skiløjperne, der er glatte. Sne, sjap og is gør flere steder i Europa vejene til en prøvelse for selv rutinerede bilister. Derfor anbefaler FDM også, at man kører på vinterdæk i vintermånederne. I flere lande omkring os er der krav om vinterdæk, når føret er vinterligt.
Regler for vinterdæk i udlandet
Regler for sikkerhedsudstyr i udlandet
Snekæder er påkrævet
Er den sidste del af vejen til skisportsstedet ikke ryddet, kan det være nødvendigt at sætte snekæder på bilen. I visse lande er det lovpligtigt at have snekæder i områder, hvor der er skiltet med det.
Video: Råd og regler for brug af snekæder
Video: Sådan monterer du snekæder af stål
Video: Sådan monterer du snesokker
Tjek vinduesviskerne og lygterne
Specielt om vinteren skal vinduesviskerne virke godt og effektivt. Vejsnavs og -salt og eventuelt sne stiller store krav til viskerbladene. Tjek viskerbladene og se, om gummiet er helt. Rens eventuelt bladene ved hjælp af svamp og rengøringsmiddel eller udskift dem. Ved samme lejlighed rengøres ruden for trafikfilm. Rengør også regelmæssigt for- og baglygterne på turen og se efter sprukne pærer.
Video: Sådan skifter du en vinduesvisker
Er der køler- og sprinklervæske på?
Temperaturerne på skisportsstederne er ofte væsentligt koldere end herhjemme. Derfor er vigtigt, at kølervæsken er frostsikret. Væsken bør være frostsikret til mellem minus 25 grader og minus 35 grader. Korrekt frostsikring beskytter også kølesystemet mod korrosion. Sørg også gerne for, at have en ekstra dunk sprinklervæske bag i bilen.
Er der strøm på batteriet?
Kontroller batteriets ladetilstand. De fleste biler kører rundt med et batteri, der kun er 50-70 pct. opladet, og kapaciteten falder generelt i takt med lavere temperaturer (op til 50 pct. ved hård nattefrost). Samtidig kræver vinterhalvåret et ekstra stort strømforbrug til lys, elruder, ventilationsanlæg, sædevarme, vinduesviskere osv.
Olieskift
En vinterklargøring bør altid omfatte olieskift, så motoren er klar til de første kolde morgener. En tyk og træg motorolie er svær for motoren at trække rundt ved start i frostvejr. Benyt en god, fuldsyntetisk letløbsolie – vær opmærksom på specifikationerne for motorolien til din bil. Skift oliefilteret samtidigt. Husk at aflevere spildolie og oliefilter på den kommunale genbrugsplads, hvis du selv skifter olien.
Husk motorvejsmærkaterne
I mange europæiske lande betaler man vejskat i form af en mærkat/ vignette, der klistres fast på bilens forrude. Mærkaterne gælder i en tidsbegrænset periode, og kører man på motorvej uden mærkat, kan man komme til at skulle betale store bøder. Du kan købe mærkater hos både FDM og på tankstationerne i de respektive lande.
10 typiske spørgsmål om mærkater
Tank lokalt
I lande, hvor det kan blive meget koldt, er brændstoffet om vinteren kuldesikret til lave temperaturer. Det kan derfor være en god idé at tanke lokalt.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik


















