Her er en fuldstændig ny Porsche 911. Det kan være lidt svært at se, hvis man ikke er Porsche-entusiast, for som sædvanlig er de designmæssige ændringer fra generation til generation subtile, omend alt synligt er nyt.
Et tip til nem genkendelse er, at på den nye generation er sidespejlet flyttet fra trekanten ved den forreste vinduesstolpe og ned på overkanten af døren.
Meget større akselafstand
Teknisk er fornyelsen derimod gennemgribende. F.eks. er akselafstanden øget med hele ti cm, sporvidden foran er gjort større, og bilen er blevet endnu lavere. Til gengæld er hjulene endnu større; op til 20 tommer fås nu som originalt tilbehør.
Bilen er bygget af en ny kombination af aluminium og stål, og det har sænket vægten med ”op til” 45 kg.
Boksermotorerne er ikke helt nye, men er optimeret i forhold til forgængerne. 911 Carrera yder 350 hk fra sin 3,4-liters motor, mens 911 Carrera S med 3,8-liters motor nu er oppe på 400 hk. 0-100-tiderne er skåret ned til hhv. 4,6 og 4,3 sekunder, når bilen har dobbeltkoblingsgear. En særlig sportspakke kan skære yderligere 0,2 sekunder af tiderne.
Syvtrins manuel gearkasse
911 fås nu med en syvtrins manuel gearkasse – ifølge Porsche er det verdens første.
Miljø forstået som brændstofforbrug er et emne, som selv en sportsvognsproducent er nødt til at tage meget alvorligt – både fordi det faktisk betyder noget for en del af kunderne ikke at svine unødigt meget og fordi, der kan vanke meget store bøder fra EU, hvis en bilkoncerns CO2-tal ikke kommer under bestemte grænser fra 2015.
3.4-modelen har en officiel benzinøkonomi på 12,2 km/l, mens 3.8-versionen kører 11,5 km/l. Tallene gælder de mest sparsommelige udgaver med dobbeltkoblings-gearkasse.
Nu med stop-start
Forbedringerne er – ud over motoroptimering - bl.a. opnået med stop-start-system og opsamling af bremseenergi. Desuden bidrager skiftet fra seks til syv trin i gearkassen, og dobbeltkoblingsgearkassen har fået en funktion, så den kan koble ud under kørslen, så bilen så at sige triller i frigear.
Den nye Porsche 911 får verdenspremiere på Frankfurt-udstillingen midt i september, og de danske priser er lagt fast. De to motorvarianter koster hhv. 1.863.514 kr. og 2.181.737 kr. i billigste udgaver.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik














