En mægtig BMW-coupé med fire døre vil en dag se dagens lys, efter at BMW i det dunkle har holdt snigpremiere i Kina på konceptbilen Gran Coupé.

Gran Coupé er baseret på 7-serien og er ca. lige så lang, men bredere og lavere.Den overraskende nyhed i BMW 7-størrelse blev afsløret ved et lukket arrangement i Beijing. Den eksklusive bil skulle ikke ud i folkemylderet på Auto China.

Efter at BMW-gruppens designdirektør, Adrian van Hooydonk, havde præsenteret bilen, møder Motor konceptets egentlige skaber, danskeren Anders Warming, der er ansvarlig for BMW-mærkets eksteriørdesign.

Proportioner er afgørende

Han forklarer, at det handler meget om proportioner. Gran Coupé er bredere og lavere end 7-serien, så der f.eks. kommer en mere skrå taglinje. Men det gælder også detaljer.

Forlygterne fungerer også som kørelys ved hjælp af LED-lyskilder. De dobbelte forlygter er et vigtigt BMW-DNA, som nu også er tydelige i dagslys. Her i Gran Coupé er de mere kantede for neden end hidtil.- Jeg vil fremhæve forlygterne og deres LED-kørelys. Det er med til at give BMW-signatur, forklarer Warming.

Samtidig er den øverste kant over lygterne, øjenbrynene, sænket lidt og gjort skarpere i forhold til 7-serien.

- Bilen skal se koncentreret ud - som en person, der kniber øjnene lidt sammen - men må absolut ikke være aggressiv. En BMW skal have præsens og være selvbevidst, men må ikke skubbe andre væk. Det indgår i vores ”social responsibility”, siger Anders Warming.

Fjerde bil fra Warming

Han har i sine godt tre år i stillingen også nået at skabe 5 GT, X1 og konceptbilen Vision Efficient Dynamics.

Det er præcis tre år siden, BMW i Kina præsenterede et lignende koncept, CS, men det blev aldrig til noget, og van Hooydonk siger ligeud hvorfor: Projektet blev nedlagt, fordi BMW skulle bruge ressourcerne på Megacity-elbilen og brændstoføkonomiske motorer.

Men bliver det til noget denne gang? Har direktionen diskuteret det, spørger Motor.

- Ledelsen kunne rigtig godt lide konceptet. Så ja, den vil blive bygget, lyder det beskedent fra Adrian van Hooydonk, der ser ud som om, han talte over sig.

 

Af Torben Arent