Elbilister kan få strøm ad libitum

Det skal være mere overskueligt – og måske billigere – at lade sin elbil. De to store operatører af ladestandere i Danmark lancerer 'tank så meget du vil'.

Nyt om biler

'Tank så meget benzin eller diesel du vil for 579 kr. om måneden.'

Det kommer man nok aldrig til at opleve, at Shell eller Q8 tilbyder sine kort-kunder. Men det er mere eller mindre, hvad de to store strømleverandører i Danmark nu tilbyder.

For at gøre det mere enkelt og formentlig også billigere introducerer energiselskabet Eon nu et ”flat rate”-princip. Elbilister kan for et fast månedligt beløb lade så meget de vil.

Almindelig elbil eller Tesla

379 kr. koster det om måneden alene med brug af offentlige ladere og 579 kr. inklusive leje af hjemmelader. Priserne gælder biler med batteri på op til 44 kWh.

Den grænse klarer tiden alle elbiler undtagen Tesla. Tesla-ejere skal altid betale 579 kr. månedligt, uanset om man ønsker en hjemmelader eller ej.

Intet tilbud til opladningshybrider

Eon har ikke en særlig pris til små batterier, f.eks. under 10 kWh, som kunne gavne ejere af opladningshybrider, der i vid udstrækning supplerer med benzin.

- Men vi har det på radaren, siger en Eon-talsmand uden at være mere konkret med eventuelt lanceringstidspunkt.

579 kr. svarer til normalprisen på 250 kWh, hvilket rækker til omkring 1.110-1.400 km. Kører man mindre, er der altså et mindre tilsæt, men det hører med til billedet, at hvis man får brug for at lade ved offentlige ladere, kan prisen være op til 5,50 kr. pr. kWh.

Hurtigere og mere sikkert

En rigtig hjemmelader giver desuden hurtige ladning, og man undgår den potentielle risiko, der kan være at lade ofte med et ’mormorkabel’.

En ladeboks koster 1.300 kr. i opsætning, hvis der er et eksisterende CEE-stik. Dog er det gratis resten af året. Skal der en ny installation til, koster det 5.700 kr.

Abonnementet har seks måneders opsigelse for private og 12 måneder for erhvervskunder.

Clever har tilbud til opladningshybrider

Konkurrenten Clever har for kort tid siden lanceret et lignende abonnement. Clevers løsning er billigere, men er stærkt begrænset: Det gælder kun, når man køber en ny, elektrisk VW eller BMW.

Til opladningshybriderne Passat GTE og Golf GTE samt BMW’s opladningshybrider koster det 299 kr. om måneden inklusive hjemmelader eller 199 kr., hvis man f.eks. bord i lejlighed og kun lader offentlige steder.

For de rene elbiler Up, Golf og i3 er prisen 599 kr. om måneden med hjemmelader og 399 kr. uden.

Også i udlandet

Både hos Eon og Clever er der 'udlands-roaming' med i prisen. Hos begge selskaber begrænser muligheden sig primært til et mindre netværk i Sydsverige og Nordtyskland.