En af de mest aparte biler i nyere bilhistorie er afgået ved en stille død. Produktionen af Fiat Multipla er i al ubemærkethed indstillet efter et langt, men ikke helt lykkeligt liv.

Fiat Multipla i den originale version fra 1998 (t.v.) og i den faceliftede udgave fra 2004. Bilen vakte betydelig opmærksomhed, da den blev præsenteret i 1998, kom på markedet i 1999 og blev samme efterår kåret til ”Årets Bil i Danmark 2000.”

Dellen skræmte kunderne væk

Først og fremmest skabte designet - især ”dellen” under forruden - et ramaskrig og skræmte mange potentielle kunder væk. Men derudover blev bilen rost for sin rummelige indretning med seks brede sæder, tre foran og tre bagved. Samtidig havde bilen et stort bagagerum.

Samtidig var den korte, brede bil bygget på en helt speciel platform med spaceframe-konstruktion. Platformen blev aldrig brugt til andre modeller, og blev dermed et dyrt bekendtskab for Fiat, selv om Multipla nåede at være i produktion i godt 11 år.

Instrumentbordet lignede Månebase Alpha. Det blev ikke ændret ved faceliftet.Multipla fik en markant ansigtsløftning i 2004, der glattede alle de mærkelige former ud, men det hjalp nu ikke på salget. Faceliftet hjalp heller ikke på Multiplas elendige kollisionssikkerhed.

I Danmark er der på 11 år indregistreret ca. 1.800 styks inklusive gulpladeudgaver.

Produktionen blev i al stilhed indstillet i februar, og nu er der ét fabriksnyt eksemplar tilbage i Danmark. Det er en benzinmodel, der står hos en forhandler på Nørrebro.

Afløser om to år

Multipla har ikke fået nogen afløser. Tværtimod udgår Fiats anden store MPV, Ulysse til efteråret.

I 2012 kommer der en modificeret udgave af Dodge Journey, som fås med op til syv sæder. I 2012 følger en mere almindelig multibil med fem sæder baseret på næste generation Bravo. 2013 kommer bilen også i en lang udgave med syv sæder.

 

Af Torben Arent