Nakken er det ømme punkt i mange bilers kollisionssikkerhed. Piskesmældsskader, som især skyldes påkørsel bagfra, er stadig en af de store svagheder i bilsikkerhed, men udviklingen går hurtigt fremad.

Det viser en analyse, som det svenske forsikringsselskab Folksam har foretaget af de nyeste test af bilernes forstole, der løbende gennemføres af den britiske organisation Thatcham.

I 2005 fik kun 16 procent af de testede biler den højeste karakter, ”godkendt”, mens den andel i 2008 var steget til 35 procent. I den nyeste testomgang fra i år er det hele 51 procent af de nye bilers stole, der får denne grønne markering.

Se den samlede liste (på svensk). Det er muligt at sortere efter model, klasse og karakter.

- Det er glædeligt, at udviklingen i piskesmældsbeskyttelse er gået hurtigt fremad, siger trafiksikkerhedschef i Folksam, Anders Kullgren.

Forbrugertest afgørende

Hos FDM siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen:

- Udviklingen viser, hvor afgørende forbrugertest er for udviklingen af sikkerhed.

Det svenske forsikringsselskab har i mange år gennemført piskesmældstest, men selv om resultaterne i mange tilfælde var særdeles ringe, fik det ikke den store gennemslagskraft i Europa.

Tyske mærker havde det svært

Det var endda mange tyske kvalitetsmærker, bl.a. VW og BMW, som fik dumpekarakter, og den dårlige piskesmældsbeskyttelse var ifølge Folksam en væsentlig grund til, at tyske mærker ofte klarede sig meget dårligere i Folksams analyse af trafikulykker end i de tidlige Euro NCAP-test. Disse test indeholdt ingen simulerede bagendepåkørsler.

Men for et par år siden indarbejdede Euro NCAP modificerede udgaver af Folksams og britiske Thatchams piskesmældstest i sin store test, og det har for alvor fået bilfabrikkerne til at tage piskesmældsskader alvorligt.

I toppen af den nye test finder man Alfa Romeo, Audi, BMW, Mercedes-Benz, Saab og Volvo, hvor beskyttelsen i samtlige testede modeller er i bedste kategori.

Omvendt har hver især Citroën, Daihatsu, Ford, Land Rover Opel og Suzuki flere modeller, der ikke er gode nok.

 

Af Torben Arent