Se godt på denne konceptbil. Den vil blive en milepæl og et vendepunkt for designet hos Peugeot.
SR1 hedder bilen, der er blevet vist ved et lukket arrangement og har mange vigtige missioner.
Først og fremmest markerer den et afgørende stilskifte hos det franske mærke, der i en hel modelgeneration har dyrket den såkaldte haj-mund med meget store forlygter i flere variationer. Nogle har vrisset, at det havde udartet sig til en karikatur.
Rene linjer
Det kan man ikke sige om den nye, skulpturelle, men samtidig afdæmpede stil på SR1. Her er et design, der minder lidt om det, man så på den roste 406 Coupé fra 1997 - designet af Pininfarina.
Peugeot kalder selv den nye stil for ”elegance, renhed, dynamik, charme og kontrolleret kraft”.
En forsmag på Peugeots nye, mere rene designstil kan dog allerede nu ses på gaden, nemlig i form af multibilen 5008.
Konceptbilen SR1 er en almen ambassadør for fremtidens Peugeot-stil, men er samtidig en ret konkret varsel om afløseren for 407.
Premiere til marts
Om denne efterfølger skal hedde 408 eller måske 508, er endnu uklart, men det får vi måske at vide på Genéve-udstillingen til marts. Her vil Peugeot ikke alene vise SR1, men ifølge Motors oplysninger også en anden konceptbil, der mere konkret viser en sedan-udgave af 408/508.
SR1 er en tresæders roadster med aftagelig hardtop. En roadster er valgt ”fordi den bedst af alle biltyper kan vise det emotionelle i bildesign”, lød begrundelsen fra Peugeots designansvarlige, Jean-Pierre Ploué, da han præsenterede konceptbilen i Paris.
Tre sportscoupéer
Valget af roadster/coupé har dog en vis substans i sig. Peugeot-ledelsen bekendtgjorde nemlig samtidig, at den kommende sportscoupé RCZ (der er i 308-størrelse) får følgeskab af en mindre model i 207-klassen og en større i 407/408-klassen.
Motoren i SR1 er den samme hybrid-teknik, Hybrid 4, som Peugeot er ved at gøre produktionsklar i 3008 fra 2011. I SR1 er der en 1,6 liters benzinmotor med 218 hestekræfter foran og en elmotor bag med omregnet 95 hestekræfter.
407s afløser lanceres i Danmark tidligt i 2011.








