Den danske Toyota-importører har nu gjort mandtal over de biler, der er ramt af det verdensomspændende problem med en dårlig speeder.
I Europa drejer det sig om næsten 1,9 mio. biler og i USA endnu flere, og sagen har udviklet sig til en større skandale for Toyota, der allerede har tabt meget i aktiekurs, fået ridser i lakken og risikerer en sværm af sagsanlæg, primært i USA.
I Danmark er 31.619 biler omfattet, og ejerne får snarest muligt besked via Centralregisteret for Motorkøretøjer. Reparationen kan dog først begynde midt i februar, da reservedele først skal skaffes.
Otte modeller har fejlen
Berørt er modellerne iQ, Aygo, Yaris, Auris, Corolla, Avensis, Verso og RAV4. Hvilke årgang oplistes nederst i artiklen her. Desuden arbejder Toyota Danmark på et web-system, der inden længe vil gøre det muligt at tjekke, om ens bil er berørt ud fra stelnummeret.
- Vi beklager dybt, at vi er nødsaget til at ulejlige vores kunder i denne sammenhæng, og vi forstår hvis situationen kan vække bekymring, siger informationschef i Toyota Danmark, René Mouritsen.
Toyota Danmark kender til ét eksempel, hvor den danske importørs serviceafdeling har fået henvendelse fra en bilejer med et speederproblem, der muligvis har forbindelse til det generelle problem.
Problemet kan blive større over tid, hvis speederne ikke udbedres nu.
Reparation tager en halv time
Reparationen, der skal foretages på alle berørte modeller, varer ca. 30 minutter, og består i at installere en forstærkning ved speederen, så spændingen mellem speederens dæmpningsfunktion og pedalarmen nedsættes. Det styrker også kraften på den fjeder, der får speederen til at vende tilbage til udgangspositionen.
Bilisten oplever det eventuelle problem ved, at speederen bliver unormal hård at træde på, langsom til at vende tilbage i udgangspositionen, og i yderste konsekvens kan den blive i en delvis nedtrådt position.
Ved fare: Kobl ud!
Oplever man den ubehagelige situation, at speederen sætter sig fast helt eller delvist nede, kan man redde sig ved at træde koblingen i bund (i automatgear-biler må man sætte gearvælgeren i neutral").
Derefter kan man bremse bilen.
Alternativt kan man slukke motoren med tændingsnøgle/startknap, men det er mere risikabelt. Hvis man kommer til at slukke helt, vil servohjælpen til både styretøj og bremser forsvinde, og så bliver bilen sværere at kontrollere.
De berøre modeller baseret på produktionsdato, ikke salgsdato:
Aygo (feb. 2005 – aug. 2009)
iQ (nov. 2008 – nov. 2009)
Yaris (nov. 2005 – sep. 2009)
Auris (okt. 2006 – 5. jan. 2010)
Corolla (okt. 2006 – dec. 2009)
Verso (feb. 2009 – 5. jan. 2010)
Avensis (nov. 2008 – dec. 2009)
RAV4 (nov. 2005 – nov. 2009)










