12.99 kr. Sådan har listeprisen på en liter blyfri oktan 95 været siden mandag i denne uge, og den høje pris fortsætter også torsdag. Årsagen til den høje benzinpris skal findes flere steder i udlandet.
"Der er udsigt til bedring i den amerikanske økonomi. Det skaber forventning om en stigende efterspørgsel efter energi og dermed højere priser. Så er der den kolde vinter i Europa, der fører til øget forbrug af energi til opvarmning. Det trækker priserne på de øvrige brændstoffer op. Der er også fortsat usikkerhed om situationen i Mellemøsten – ikke mindst i Iran," forklarer Michael Mücke Jensen, der er teknik- og miljøchef i brancheorganisationen Energi- og Olieforum.
Samtidig skal de steder, hvor hjulene i forvejen drejer hurtigt, også stadig have sin del af de dyre dråber:
"Til sidst vil jeg også nævne, at der faktisk er steder med høj vækst i verden lige nu – især i Kina og Indien," siger Michael Mücke Jensen.
Benzinen var dyrere i 80’erne
Selv om benzinprisen er rekordhøj nu, så har den faktisk været højere engang, hvis man renser priserne for inflation.
"Hvis vi tager højde for inflationen, så var priserne tilbage i starten af 1980'erne faktisk højere. Dengang fik blandt andet revolutionen i Iran priserne til at stige dramatisk, og vi fik priser, der var højere end dem, vi har i dagens marked," fortæller Michael Mücke Jensen.
Dengang var literprisen omkring 6 kroner. Det svarer til, at en liter benzin i dag ville koste i nærheden af 14 kroner.
Bilejerne var desuden ringere stillet dengang, påpeger Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom i FDM.
"Bilerne er forbedret markant de seneste 30 år, og i dag kører en bil næsten dobbelt så langt på literen. Set i det lys fik man meget mindre for sine benzinpenge i 80’erne, og datidens høje benzinpriser gjorde da også et højere indhug i danskernes indkomst, end de gør i dag," forklarer Allan Skytte Christensen.
Husk, at du ved hjælp af FDMs hjemmeside FDM benzinpriser og FDMs apps til smartphones let kan finde de billigste tankstationer i dit nærområde.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik

















