Motorcyklisterne kører alt for hurtigt, og bilisterne ser sig ikke godt nok for, når de skal svinge. Det er de afgørende forhold, når personbiler og motorcyklister kolliderer med ofte fatale følger for de tohjulede.


Konklusionen stammer fra en dybdeanalyse af 41 alvorlige mc-ulykker, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, HVU, har gransket det seneste halvandet år. Baggrunden for undersøgelsen er dyster: Motorcyklister kommer oftere end andre trafikanter alvorligt til skade eller mister livet. Omkring ni procent af alle trafikdræbte er motorcyklister, og den andel har været stigende. I 2008 omkom 40, mens tallet for 2009 formentlig er ca. 30.


Havarikommissionen har fundet mange interessante oplysninger, og nogle af dem afkræfter myter: De midaldrende, uerfarne mænd, der har omsat friværdi til stor motorcykel, udgør ikke et særligt problem. Pletvis nedsat friktion (grus, olie) er heller ikke et stort problem, og at autoværn skulle være særlig farlige for motorcyklister, kan heller ikke bekræftes.


Mange eneulykker


Eneulykker er der derimod en del af. Motorcyklister mister ganske enkelt herredømmet over motorcyklen. Ofte i kurver.


– De kører helt klart på kanten af deres evner. Vores politifolk ville ikke selv have kørt så hurtigt de pågældende steder, siger formanden for HVU, Sven Krarup Nielsen, om de undersøgte ulykker.


Når bilister og motorcyklister støder sammen, er de to parter omtrent „lige gode om det”. I 19 ud af 30 bil-mc-ulykker orienterede bilisten sig ikke godt nok, men i halvdelen af disse tilfælde kørte motorcyklisten for hurtigt, så bilisten havde svært ved at opdage modparten eller bedømme afstanden korrekt. Halvdelen af alle 41 ulykker kunne være undgået, hvis motorcyklisten havde tilpasset sin hastighed bedre.