For at se den fulde artikel fra Motor, klik på "Hent artiklen som PDF" i boksen til højre.

Historier om uhumske busstationer, mistænkelige typer og beskidte sæder stod i kø for at blive fortalt, når jeg nævnte, at jeg ville rejse med Greyhound-bus fra New York til San Francisco. Hverken amerikanere eller turister har meget tilovers for USA’s største busselskab. Og bevares – der er heller ikke megen luksus inkluderet i billetprisen. Men i bussen med den ikoniske mynde på siden vil man til gengæld møde et bredt udvalg af den amerikanske befolkning, mens man oplever USA, som det skal opleves: on the road.


New York – Philadelphia


Jeg begyndte min tur i venteposition oven på min taske. Jeg missede nemlig min bus. Den var kørt, mens jeg stod i kø for at købe billet. Det gav mig første lektion: Kom i god tid. 


Greyhound har både deres egne stationer og deler stationer med andre selskaber. Men fælles for deres salgssteder er, at der aldrig er mere end to på arbejde ad gangen. Og de lader sig ikke påvirke af den utålmodige slange med stirrende øjne, der bugter sig foran dem. Dét lærer en at komme i mere end god tid – altid.


Efter tre timer i den underjordiske garage stævnede vi endelig ud fra et blændende solbeskinnet Manhattan. New York City skuffede mig heller ikke denne gang. Følelsen af, at jeg godt lige kunne have brugt en dag mere, var der som altid. Men denne gang var det ikke svært at forlade den søvnløse by. Forude ventede nemlig et 5.100 kilometer langt eventyr ad snorlige ørkenveje og gennem rå natur. Fra østkysten til vestkysten. 


Min første etape til Philadelphia var dog kun på 150 kilometer. Den korte afstand til trods er der en verden til forskel på de to byer. Hvor New York City virkede magisk i sin konstante forandring, troløshed og åbne sind, var Philadelphia ægte, konservativ og forudsigelig. Her blev USA født den 4. juli 1776. Det skete, da Uafhængighedserklæringen blev underskrevet, og USA dermed gjort fri af kolonimagten Storbritannien. Philadelphias gamle bygninger kan hver især fortælle deres afsnit af historien. Måske netop derfor besidder byen en oprindelig charme, der sjældent findes i amerikanske storbyer. 


Pittsburgh – Cincinnati


Jeg havde ikke kørt længe, før kriller fra en forkølelse begyndte at vokse i min hals. Den kolde aircondition smøg sig ned ad mine skuldre og arme. Mit tørklæde blev løsningen. Ikke på traditionel vis, men som en medgørlig fugemasse i den store sprække mellem vindue og karm.


En ældre, sort herre ved navn Fred blev min første sidemand på turen. Han havde boet mange forskellige steder i sit 61-årige liv, og nu var han igen ved at flytte. En kuffert i bagagerummet og to tasker på gulvet var hans flyttelæs med kurs mod Virginia. 


Ifølge Fred lå forklaringen på hans nomadeliv i generne. Med en oldefar, der var slave, en europæisk bedstemor og indianere i familien løb der meget blandet blod i hans årer og gjorde, at han ikke kunne finde ro noget sted. Af samme grund overnattede han ofte i sit telt. Da han så min rynkede pande, forsikrede han mig om, at han som gammel vietnamveteran kunne overleve alle steder. 


Pittsburgh var noget af en spøgelsesby at ankomme til. Påsken havde givet de hårdtarbejdende amerikanere pause for en stund. Alt var lukket – undtagen bysbarnet Andy Warhols museum med pop art. Inden længe var jeg på vej væk fra byen igen med kulørte kendisportrætter på nethinden.


I Cincinnati var der straks mere gang i den. Jeg ankom, netop som baseballturneringen gik i gang. De lokale helte i rødt skulle spille på hjemmebane, og opbakningen var massiv. Faktisk havde jeg på fornemmelsen, at jeg var den eneste i hele byen, der ikke skulle se kampen. Der er ikke noget som sport, der kan få amerikanerne til at samles ... 


Jeg navigerede uden om de rød-hvide masser og hen mod et museum. Cincinnati var et vigtigt stop på The Underground Railroad – bevægelsen, der i 1800-tallet hjalp over 100.000 slaver til at flygte ud i friheden. På det informationstunge museum lærte jeg om det hemmelige system af ruter og huse, der blev brugt af de frivillige hjælpere. Ohiofloden, der i dag bugter sig gennem Cincinnati og giver byen et luftigt præg, udgjorde dengang grænsen mellem slaveri i Kentucky og det frie liv i Ohio. 


Indianapolis – St. Louis


Indianapolis er synonym med racerløbet Indy 500 – det 500 mil (800 kilometer) lange løb, der er blevet kørt siden 1911. Løbet er et gigantisk tilløbsstykke, der hvert år omdanner byen til en festivalplads. Det var noget svært at forestille sig på en grå aprildag, men jeg kom lidt nærmere suset med en tur rundt på banen i minibus – dog uden lugten af brændt gummi.


Først efter tre uger mærkede jeg pludselig irritationen over at køre i bus. Mange af Greyhounds busser er af nyere dato, men indimellem havnede jeg i nogle, der var så gamle, at jeg nærmest som en blanding af uvasket tøj og luften på et støvet loft kunne lugte, hvor mange mennesker der har siddet i sæderne over årene. 


Irritationen blev udløst af at være havnet på et sæde uden benplads. Det er muligt at sidde i kørestol i bussen, og derfor kan sæderne rykkes. Det betyder, at man nogle steder kan strække ben som på første klasse i et fly, mens man andre steder nærmest må sidde med benene trukket op på hver sin side af hovedet. 


Heldigvis var jeg omgivet af amerikanere, der fik mig til at glemme alt om mine ømme knæ. En kvinde kom ud fra toilettet og var tydeligvis overrasket over, hvor hastigt den afslørende lugt fra jointen, hun lige havde røget, bredte sig i bussen. Med retning mod chaufførens skarpe næse ville den føre til, at hun øjeblikkeligt blev smidt af bussen og måske endda anholdt. Hendes sidemand, en ung kvinde, greb snarrådigt sin parfume, og en sødlig blomsterduft fortrængte hurtigt lugten af pot, mens de to kvinder ihærdigt viftede med armene. Katastrofen var afværget. Kvinderne fniste, mens de omkringsiddende smilte hemmelighedsfuldt.


Lidt efter kom vi til St. Louis. Byen kaldes for Porten til Vesten, fordi store mængder af nybyggere passerede den med retning mod vest i begyndelsen af 1900-tallet. St. Louis blev dengang betegnet som den sidste civiliserede by inden ødemarken. En 200 meter høj sølvgrå bue, der ligner den ene del af McDonald’s’ logo, knejser over byen og udgør en flot kontrast til de mange firkantede bygninger. Samtidig vidner den om byens storhedstid – nærmest som en løftet pegefinger mod Californien.


For mig symboliserede porten, at vi nu forlod den flade del af USA og bevægede os over i den bakkede. Forude ventede bjerge og sne. På flere forskellige måder.


Kansas City – Denver


I bussen på vej mod Kansas City rykkede jeg for første gang ud på sædet ved midtergangen. Var det mig, eller lignede det, at chaufføren sad og blundede? Manden foran mig mente, at jeg tog fejl. Men gav mig ret. Det lignede det godt nok. Indimellem kunne man ikke se chaufførens øjne i det store bakspejl. Dette blev altid efterfulgt af et lille ryk i rattet, der gav et vrid ned igennem den gamle, leddeløse bus. Det var et af disse, der i første omgang fik mig til at kigge op fra min avis. Kort tid efter ankom vi (heldigvis) til Kansas City, og jeg kunne fjerne mit nervøse blik fra chaufførens dansende øjenlåg.


Kansas City ligger i midten af USA, og de omkringliggende stater kaldes for the Heartland. Netop fordi jeg var i hjertet af USA, havde jeg forventet at se mange flere cowboyhatte i byen. Men det er måske netop essensen af den uhomogene befolkningsgruppe – at der ikke er nogen essens. Amerikanere er alt fra hippe modedyr i metropolerne til skråtyggende farmere på deres ranches. 


Kansas City var en fin, lille storby. Epicenteret for byens underholdning fandtes i det overdækkede Power and Light District, hvor koncertscener, barer og restauranter strakte sig over hele otte blocks. Jeg besøgte også National World War I-museet, hvor jeg fik genopfrisket krigen, der ofte står i skyggen af sin efterfølger. På raffineret vis var det på museet lykkedes at forene æstetik og krigshistorie ved hjælp af installationer, kunstige skyttegrave, lydspor og spændende artefakter. 


Lugten af friturestegt kylling bredte sig som noget af det første i bussen, da vi kl. 8 holdt morgenpause ved McDonald’s. Vi havde kørt hele natten med retning mod Denver, og jeg havde kun været vågen ganske få gange. Ved siden af mig sad Will, der var på vej til Las Vegas for at søge arbejde. Han var 38 år, men lignede én på 58, som han sad der – mager og iført en tyndslidt, falmet T-shirt.


Han hev et stort urteleksikon frem og forklarede, at han gerne ville leve af at sælge naturmedicin. Nogle sæder fremme spurgte en fyr med en burger i hånden, hvad der hjalp mod halsbrand. Will begyndte straks at sammenfatte en liste med alt fra mælkebøtter til ingefær. Da han lidt efter afleverede sedlen til fyren, kom han smilende tilbage med endnu en bestilling. En kur mod kræft. Will begyndte begejstret at bladre i den tunge bog. For første gang kom der liv i hans trætte øjne.


Bjergkæden Rocky Mountains ligger nærmest i Denvers baghave. Byen tjener derfor som en affyringsrampe for ture op i „The Rockies”, der strækker sig fra Mexico til Canada. I første omgang sigtede jeg mod gletsjeren St. Mary’s, som jeg skulle forsøge at komme op på. Mit hjælpemiddel var snesko, der til min store skuffelse ikke længere er ketsjerlignende aggregater, men støbt i aluminium og neopren. En smule svimmel af højden og meget stakåndet kunne jeg takket være sneskoene beundre synet over de granbevoksede bjergsider.


Dagen efter var jeg tilbage i mere behagelige sko og vandrede rundt blandt elge, mørke skovsøer og grove klippevægge i Rocky Mountains National Park – et af de 400 områder i USA, der har den beskyttende titel „nationalpark”. Den storslåede naturoplevelse blev afsluttet i 3.050 meters højde på bjerget Deer Mountain med udsigt over nationalparken.


Salt Lake City – Reno


Bjergene forsvandt lige så pludseligt, som de var dukket op i horisonten, da vi kørte fra Denver. Busturen til Salt Lake City var en af de lange, så jeg tog den i dagslys for at kunne betragte landskabets forandring. Bedst som jeg sad og spejdede over de tørre græssletter, begyndte røde bjerge med flade toppe at vride sig forbi. Et utrolig smukt syn, der gennem vinduet mest af alt mindede om at kigge på en tv-skærm.


Der blev afholdt vinter-OL i Salt Lake City i 2002, og området er kendt for sin gode sne. Jeg besøgte skisportsstedet Snowbird, der i 2008 blev kåret til det bedste skisportssted i Nordamerika. Og havde det ikke været for den bagende sol, der hurtigt gjorde terrænet til slush ice, levede det bestemt op til den lovende udnævnelse.


The Great Salt Lake var grunden til, at mormoner i 1847 slog sig ned i området. Og søen er great – den dækker et areal på 4.400 km². Men det mest spektakulære syn var nu alligevel kobberminen Kennecott. Med en diameter på tre kilometer og en dybde på en kilometer siges minen at være verdens største menneskeskabte mine. Den producerer 55.000.000 ton kobber om året.


Min anden og sidste tur med natbus foregik på langs – udstrakt over fire sæder i en næsten tom bus. Jeg vågnede lige op til at se, hvordan vi nærmede os Renos jungle af kasinoer. De så ud til at være det eneste, der kan finde næring til at gro i det gule ørkenlandskab.


Spillebyer er en underlig størrelse. De er interessante, fordi gæsterne er meget forskellige. Der er alt fra gamle, krøllede damer foran de enarmede tyveknægte til unge pokerspillere med bumser i fjæset, mens størstedelen udgøres af hr. og fru Amerika i deres fornuftige sportssko. Samtidig er spillebyerne ubehagelige, fordi kasinoerne er så udspekulerede i deres udformning. Det er svært at finde udgangen, mens man sjovt nok altid kan finde et ledigt spillebord. Der er heller ingen ure eller vinduer, så tidsfornemmelsen ryger som regel lige så hurtigt som første indsats. 


Sacramento – San Francisco


En halv time efter vi var kørt fra Reno, skiftede vejret totalt. Fra at have været gråt, men lunt, befandt vi os pludselig i en snestorm. Chaufføren kæmpede med at sætte snekæder på, mens fnuggene piskede forbi i vandrette striber. En time efter blev kæderne pillet af, og vi passerede californiske palmer og velplejede græsplæner. Selv på vejrfronten er USA kontrastfyldt.


I Sacramento besøgte jeg byens stolthed – det gamle handelsområde Old Sacramento. Den første butik åbnede i 1839, og flere kom til, i takt med at guldfeberen steg. Jeg forventede lidt, at John Wayne ville komme gående rundt om hjørnet på de verandalignende fortove. Men peruvianske huer og italiensk is mindede mig om, at jeg ikke var med i en krudtslams-western, men blot var havnet i en fredelig turistfælde. 


I begyndelsen af maj ankom jeg til min endestation – San Francisco. Her tog jeg på rundtur i hippieområdet Haight-Ashbury, hvor 100.000 unge kom til med blomster i håret under „The Summer of Love” i 1967. Vi blev guidet af en gammel hippie, der med nostalgi i stemmen kunne fortælle om de gode tider, mens vi bevægede os rundt blandt de farverige, victorianske huse inden turen til den gigantiske Golden Gate Park, der er en femtedel større end sin noget mere berømte søster i New York, Central Park.


Som en afslutning på min tur nød jeg havudsigten fra den orangerøde Golden Gate Bridge, hvorfra jeg kunne se ud over byens charmecentrum: havneområdet Fisherman’s Wharf. Mens jeg fik blæst alt sædestøvet af mig efter 60 timers køretur, prøvede jeg at fatte, at jeg lige havde krydset USA i bus. Mit mål var nået. 


Jeg havde haft en tur med for lidt plads og for megen aircon, jeg havde siddet på sæder, der lugtede af døde mennesker, og jeg havde ventet alt for længe på langsomme ekspedienter. Men jeg havde alligevel haft en helt igennem fantastisk tur med Greyhounds busser.


Af Camilla Folsach Madsen