Hvis forventningens glæde er den største, så er Brian Kristensen en heldig mand. Den 28. februar bestiller han nemlig en ny Ford C-Max med automatgear og dieselmotor, og forhandleren fortæller, at der er to måneders leveringstid.

Men et par uger før leveringen får han at vide, at bilen først er klar midt i maj, og derefter rykkes leveringsdatoen til sidst i juni.

Familien må derfor flytte sommerferien til starten af juli, så de kan starte deres nye bilejerskab med en tur sydpå, men 14 dage før rykkes leveringen endnu en gang til august måned. Og en uge før flyttes datoen til den 15. oktober.

Denne dag er der lys forude, for forhandleren kan se stelnummeret på bilen i systemet, og de betaler afgiften på bilen. Men der skal gå yderligere fire dage, før Brian kan sætte sig bag rattet i sin nye C-Max. Forhandleren har strakt sig langt for ham, endda stillet en lånebil til rådighed i en måned. Det store problem er, at importørens datoer i systemet hele tiden ændrer sig.

Leveringsdato i slutsedlen

Oplevelsen var dybt frustrerende for familien Kristensen. Især at de blev mødt med ligegyldighed hos Ford Danmark, forvandlede glæden ved bilkøbet til en belastning for familien.

Ford Danmark siger, at man kun skal tage datoerne i systemet som retningslinjer. Det er først den dag, bilen står på produktionsbåndet, at man kan oplyse en leveringsdato.

Der kan være flere årsager til, at leveringen bliver skubbet så mange gange. Konkret på C-Max med dieselmotor har der været en større efterspørgsel i Danmark end forventet. Men også bilens farve, underleverandørernes levering af dele og særligt udstyr som automatgearkassen kan bevirke, at produktionsdatoen bliver skubbet.

Ifølge jurist i FDM rådgivning Casper Schad kan man hæve handlen, hvis der indtræder væsentlige forsinkelser. Derfor bør man notere en specifik leveringsdato i slutsedlen. Herefter kan man sende et anbefalet brev, hvor man hæver handlen, hvis bilen ikke leveres inden for 10 dage.

Ofte får FDMs rådgivning spørgsmål om erstatning fra medlemmer, der har ventet på deres nye bil. Men det er svært at opnå, da forhandlerne som regel har taget forbehold for det i slutsedlen. Til gengæld kan forhandleren heller ikke kræve, at handelsvilkårene ændres, hvis man giver en bil i bytte, der er blevet ældre og har kørt længere, end da handlen blev indgået, forudsat at man i perioden har haft et almindeligt kørselsmønster.

kml