Hvor ofte skal standen kontrolleres?


Alle motorer bruger olie, og selv i nye motorer kan du opleve et forbrug på op til en halv til en hel liter olie pr. 1.000 km. Derfor bør du kontrollere oliestanden for hver 1.000 km, for følgeskaderne ved at køre motoren tør for olie kan i yderste konsekvens være en totalskadet motor. 


Derfor er det en god idé altid at have en liter olie med i bilen, der er af samme type, som der i forvejen er fyldt på motoren. 


Men hvis motoren ikke har nok olie, så er det bedre at påfylde en forkert olietype end at køre med for lidt olie. Dog bør man efterfølgende skifte al olien. 


Syntetisk eller mineralsk?


I gamle dage var olien mineralsk, men i dag er stort set al olie syntetisk. Den syntetiske olie fremstilles ved en mere avanceret raffineringsproces og tilsættes additiver, således at olien skræddersyes til motorernes behov. Det kan eksempelvis være additiv for anti-iltning, antiskumning eller slidreduktion. Det giver mindre slid på motoren, bedre brændstoføkonomi og længere levetid for bevægelige dele i motoren. 


Hvad betyder 0w-30?


Motorolie bliver opdelt i forskellige klassificeringer. Den ene af dem er SAE, der fortæller om oliens flydeevne ved forskellige temperaturer: En tyndere olie giver hurtigere smøring ved koldstart, mens en tykkere olie giver beskyttelse ved høje temperaturer. Oliens tykkelse kaldes for viskositet og er oplyst på emballagen. Der kan f.eks. stå 0w-30 eller 5w-40. W’et står for vinter og beskriver flydeevnen i koldt vejr. Jo lavere tal, jo bedre flydeevne. De bagerste tal er flydeevnen ved høje temperaturer; her betyder et højt tal bedre flydeevne ved høje temperaturer. 


Hvad er specifikation?


ACEA er en europæisk klassificering, hvor motorolien deles op i tre grupper, A, B og C, samt klassificeres med tallene et til fem. ACEA C er en Low SAPS-olie, der er udviklet til motorer med partikelfilter eller trevejskatalysatorer. Olien har reduceret indhold af sulfoneret aske, fosfor og svovl. 


Hvilken olie skal jeg
 vælge?


I bilens instruktionsbog er det beskrevet, hvilken motorolie bilfabrikanten anbefaler til din bil. Det er særligt vigtigt at følge anbefalingerne for højtydende motorer og biler med partikelfilter, hvilket er de fleste nye dieselbiler. Bilfabrikkerne har deres egne betegnelser for at gøre det nemmere for bilejerne. I stedet for at se efter viskositet eller ACEA-klasse skal ejerne blot se efter en specifikation, eksempelvis Renault RN700 eller VW 505.00.


Hvor tit skal olien skiftes?


Som udgangspunkt bør du følge bilfabrikantens anbefalinger for olieskift. På de fleste biler er det fastsat ud fra tid og kilometertal, men der er nogle biler, som har en serviceindikator, der fortæller, hvornår bilen skal til service. 


Dit kørselsmønster kan påvirke, hvor ofte olien skal skiftes. Olien bliver f.eks. hårdere belastet ved korte ture, ved temperaturer under fem grader, ved køkørsel, eller hvis du kører meget med campingvogn eller trailer. Gør et eller flere af disse forhold sig gældende for dit kørselsmønster, bør du skifte olie mellem dine serviceeftersyn. 


Under normale omstændigheder er det anbefalede olieinterval 15.000-20.000 km – nogle bilfabrikanter anbefaler op mod 30.000 km og to år mellem serviceeftersyn. FDM anbefaler, at du skifter olien mindst én gang om året. For ældre biler bør man højst køre 10-15.000 km. Afhængigt af kørselsmønsteret kan det dog anbefales at skifte oftere. Husk, at oliefilteret skal skiftes hver gang, da du på den måde sikrer dig, at al olien bliver skiftet, og sikrer en bedre gennemstrømning af olien.


Hvad skal olien koste?


Prisen på motorolie kan variere fra 70 kr. til 1.000 kr. pr. liter, afhængigt af om der er tale om en almindelig og udbredt „hverdagsolie” på tilbud eller en højkvalitetsolie med specialegenskaber købt på et værksted. 


Vær opmærksom på, om dit værksted fylder en for fin kvalitetsolie på din bil. Er du typen, der selv skifter olie, er der mange penge at spare ved at købe kvalitetsolie fra supermarkeder. 


Læs mere om motorolie på fdm.dk