Over tre millioner danskere har problemer med øjnene, der kan øge risikoen for trafikuheld, uanset om de færdes til fods eller på to eller flere hjul, viser den seneste opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Nogle er langsynede eller nærsynede, og andre har et begrænset synsfelt, som gør, at de kan have svært ved at orientere sig til siderne og styre uden om potentielle forhindringer.


– Vi drejer, bremser og bedømmer afstand ud fra, hvad øjnene fortæller os. Op mod 90 procent af de nødvendige beslutninger og bevægelser, vi foretager os, når vi kører bil, afhænger nemlig af vores syn. Har man dårligt syn, kan det derfor føre til længere reaktionstid og nedsat opmærksomhed, siger formand for Danmarks Optikerforening Per Michael Larsen.


De færreste tænker over, om de ser godt, så længe de ikke oplever direkte problemer i dagligdagen. Synet er jo ikke noget, man umiddelbart sammenligner med f.eks. venner og kolleger, ligesom man måske gør det med højde og livvidde. Men flere undersøgelser peger klart i retning af, at mange bilisters ringe syn er et overset problem.


En norsk undersøgelse, foretaget af TNS Gallup for Trygg Trafikk, viser, at 300.000 nordmænd ser for dårligt til at køre bil. Trygg Trafikk er den landsdækkende medlemsorganisation for det frivillige trafiksikkerhedsarbejde i Norge. I Frankrig afslørede en synstest af 30.000 bilister, at hele 35 procent ikke var klar over, at de havde enten en mindre synsdefekt eller et decideret dårligt syn. 


40 år og langsynet


Herhjemme kunne Politiken i 2008 rapportere, at synet også svigter en del danske bilister. Avisen spurgte 350 bilister, om deres syn lever op til lovens krav om, hvad de skal kunne se og registrere i trafikken. 35, eller 10 procent, svarede, at deres syn ikke var godt nok.


– Dårligt syn kommer gerne snigende. Man vågner ikke op en morgen og ikke kan finde sin tandbørste på badeværelset eller pludselig kan ikke genkende en kollega i kantinen på tre meters afstand. Det sker glidende, uden at man nødvendigvis opdager det – særligt når man er oppe i alderen. Derfor er mange ikke opmærksomme på at få tjekket synet, siger Per Michael Larsen. 


Optikerformanden anbefaler derfor, at man gør det til en vane at få tjekket sit syn hos en øjenlæge eller en optiker med regelmæssige mellemrum, når man er ved at være midtvejs i livet.


– Vores øjne svækkes med årene, især efter at vi er fyldt 40 år. Det normale mørkesyn bliver dårligere, fordi vores pupiller bliver mindre med årene og dermed lukker mindre lys gennem øjet. Så for at være sikker på, at du ser tilstrækkeligt, før du sætter dig bag rattet, er det vigtigt, at du løbende går til kontrol, så de briller, du bærer, faktisk svarer til det syn, du har.


Af Eric Andersen


Test dig selv


Se, om du kan læse en bils nummerplade – bogstaver og tal – på 25 meters afstand. Kan du det, opfylder du sandsynligvis lovens krav til at køre bil.
Det er vigtigt, at du tester hvert øje for sig ved på skift at holde en hånd for venstre og højre øje. Ellers vil hjernen „dække over” det dårlige øje.

Øjenåbnere


Hvis du oplever, at

  • 
du ser ting dobbelt, når du kører

  • du føler dig utryg ved at køre om 
 aftenen/natten


er det tegn på, at dit trafiksyn ikke fungerer optimalt, og at du bør få tjekket dine øjne. 



Gode råd i vintermørket



Løbende synskontrol

Sørg for at tjekke dit syn hvert andet år hos en optiker eller øjenlæge, så du er sikker på, at du har de rigtige briller eller kontaktlinser. Det er især vigtigt, efter at du er fyldt 40 år.



Afpas hastigheden

Sæt farten ned, og hold større afstand til forankørende biler, så du kan nå at reagere i god tid. Jo hurtigere du kører, desto mere indsnævres synsfeltet og evnen til at se andre trafikanter i trafikken.



Undgå blænding

Stir ikke på de modkørende bilisters lygter. Hold blikket i egen vognbane – gerne rettet mod den hvide streg, der markerer højre side af vejbanen.



Blænd ned

Blænd ned i god tid, så du ikke er skyld i, at andre bliver blændet.



Hold ruder og lygter rene Sørg for at rengøre indersider og ydersider af ruder, og hold alle lygteglas rene. Beskidte ruder kan øge skær og skabe dårligere udsyn, mens beskidte lygter reducerer sigtbarheden.



Brug pæren

Halogenpærer slides populært sagt med alderen og giver derfor ringere lys, som tiden går. Overvej at skifte til nye. Du kan også købe specialpærer, der giver ekstra meget lys – se artikel side 66. Se også Motors pæretest i nr. 2/2009.




Fakta i øjenhøjde


En bilist med et normalt syn har i dagtimerne en reaktionstid på omkring ét sekund. Om natten fordobles reaktionstiden. Har bilisten nedsat syn eller dårligt tilpassede briller, kan reaktionstiden fordobles eller tredobles. 

41,8 % af de dræbte eller alvorligt tilskadekomne i personbil fra 2005-2010 kom ud for ulykken i mørke eller tusmørke.



Færdselsloven stiller krav til bilisters syn, og det er kørekortindehaverens ansvar, at kravene overholdes. For at køre bil uden briller skal synsevnen på begge øjne være mindst 50 procent af normal synsevne, såkaldt 6/6. Er du i tvivl, så tjek med din optiker eller øjenlæge. 


Kilde: Vejdirektoratet