Bilen skal være mere sløv og sikker, når unge kører i den. Det sørger en ny type „ungdomsnøgle” fra Volvo og Ford for. Systemet lægger blandt andet en begrænsning på topfarten og drejningsmomentet og holder en hånd under sikkerhedsudstyret. Det sker rent elektronisk, når den særlige tændingsnøgle anvendes.
Volvo og Ford præsenterer idéen samtidig, og systemet er tilsyneladende udviklet i fællesskab, mens Ford stadig ejede Volvo. Hos Ford kaldes det forældrenøgle, officielt My Key, hos Volvo ungdomsnøgle. Funktionerne er stort set de samme.
Først og fremmest lægges der en dæmper på motorens drejningsmoment og topfart, og Ford giver mulighed for nogle alarmer ved bestemte intervaller mellem 70 og 100 km/t.
Hos begge mærker bliver det desuden umuligt at frakoble sikkerhedssystemerne. Heller ikke bip-bip-lyden fra bakalarmen kobles fra.
Endvidere kan musikanlægget ikke bruges, hvis ikke sikkerhedsselerne er i brug, og selepåminderen vil ikke stoppe, før sikkerhedsselerne tages på. Det er også en mulighed, at der ikke kan skabes en alt for løssluppet stemning i kabinen, ved at lægge en begrænser på lydanlægget.
Ford meddeler, at systemet vil kunne købes fra næste år, mens Volvo åbenbart ikke har taget endelig stilling til lancering.
En talsmand for Volvo peger på, at det måske ikke er i forhold til forældre/børn, at potentialet er størst. Måske vil det hos Volvo i Sverige først kunne gøre nytte i nogle typer firmabiler og udlejningsbiler.