Demente, stofpåvirkede, meget gamle eller hønefulde. Eller flere af delene på én gang. Sådan er det billede af 100 spøgelsesbilister, som Vejdirektoratet har tegnet sammen med DTU Transport. 58 af de 100 spøgelsesbilister var i en tilstand, der har været stærkt medvirkende til, at de kom til at køre den forkerte vej på motorvejen. Det får Vejdirektoratet til at konkludere, at denne store andel næppe lader sig påvirke af skilte og lignende. Der skal fysiske indgreb som stålpigge til, der punkterer dækkene.
En ganske stor del, 28 procent, er blevet spøgelsesbilister ved at vende om eller begynde at bakke. Denne gruppe var i overvejende grad klar over, hvad de gjorde, og i modsætning til ved de andre typer spøgelsesbilister skete det oftest i dagslys. En del af dem, der vendte eller bakkede, gjorde det, fordi de var kørt forbi den frakørsel, de skulle have været af ved, eller ville slippe for at betale afgift ved Storebælts- eller Øresundsbroen. Undersøgelsen af de 100 tilfælde giver bl.a. disse konklusioner:
! 73 var mænd
! 37 var 65 år eller ældre
! Godt en tredjedel var berusede – en del særdeles berusede
! 14 var fysisk eller psykisk syge – seks af de sidstnævnte forsøgte at begå selvmord
! 9 af de ældre var demente
! 4 var påvirkede af medicin eller narkotika
I 45 af de 100 undersøgte tilfælde endte det med ulykke, hvor 47 personer kom til skade, heraf blev 11 dræbt. Det betyder imidlertid ikke, at spøgelsesbilister udgør et stort problem for trafiksikkerheden.
– Set i perspektiv er det ikke et meget stort sikkerhedsproblem. Problemet er den angst, det kan give trafikanterne, siger driftsdirektør i Vejdirektoratet Niels Christian Skov Nielsen.
I 11-års-perioden 2000-2010 blev 13 dræbt, og 42 kvæstet. Det er 1,2 dræbte og 3,8 tilskadekomne pr. år.
Hverken i 2009 eller 2010 skete der dødsulykker, men i april i år blev en spøgelsesbilist hårdt kvæstet, og den uskyldige modpart blev dræbt.




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik


















