Flere og flere forbrugere har de seneste år valgt at privatlease deres bil. Men det, der virker som det billigste tilbud, kan nogle gange ende med at blive det dyreste. For i sidste ende ved du først, hvad en bil har kostet, når du sælger den, eller når du afleverer den tilbage til leasingselskabet.


Først skal du gøre op med dig selv, om den bil, du vil lease, også er den bil, du ville have købt, og ikke bare den, der nu er på tilbud hos leasingselskabet. Ellers sammenligner du ikke den samme vare. Det er specielt relevant, hvis du alternativt ville have købt en brugt bil, som allerede har tabt en stor del af sin handelsværdi. Mange lokkes desuden af en lav månedlig leasingydelse, hvor service også ofte er inkluderet. Det virker både nemt og billigt. Men husk, at du ud over den månedlige ydelse selv skal betale bl.a. forsikring, grøn ejerafgift og brændstof. Og så er der tale om et helt andet beløb pr. måned for at være kørende.


Derudover skal du forholde dig til, om antallet af kilometer i tilbuddet dækker dit kørselsbehov. Hvis ikke, skal du bede om et nyt tilbud eller sætte dig ind i, hvad overkørte kilometer koster. Når du afleverer bilen, skal du også betale for de småskader, der ikke kan karakteriseres som almindeligt slid.


Til gengæld slipper du ved privatleasing for at betale finansieringsomkostningerne ved at låne til bilen og det værditab, der realiseres, når bilen skal sælges igen. Finansieringsomkostninger afhænger af, hvilke muligheder du har for at låne pengene, og er derfor meget individuelle.


Værditabet på en ny bil udgør normalt den største post i et bilbudget og er en lidt vanskelig størrelse. Det påvirkes bl.a. af bilens mærke, klasse, alder, kørte kilometer, udstyr, stand og farve, men også af ændringer i konjunkturerne og bilafgifterne.


I en prissammenligning mellem privatleasing og køb af bil skal du altså prøve at sammenholde de forskellige omkostninger. For køb er der især tale om værditabet samt finansierings- og serviceomkostningerne, mens det for privatleasing er engangsydelsen, den månedlige lea­sing­ydel­se samt eventuelle omkostninger ved overkørte kilometer og skader.


For at gøre sammenligningen nemmere har FDM udviklet et hjælpeprogram, som du finder på fdm.dk/privatleasing


Som FDM-medlem kan du derudover logge dig på og ændre forudsætningerne, så de passer med dit kørselsbehov og bilbudget. God fornøjelse!