De går som varmt brød, trillingerne fra Toyota, Peugeot og Citroën. Særligt i Danmark er de næsten ens mikrobiler Aygo, 107 og C1 det store hit. Næsten 11.000 stk. blev det sammenlagt til sidste år, og de udgør dermed tilsammen en ud af 14 nye biler i Danmark. Hver især lå de i 2010 hhv. nr. 1, 11 og 12 på hitlisten.
Populariteten, især drevet af lav pris og appellerende design, er særlig bemærkelsesværdig, da bilerne er ved at være gamle. Trillingerne har netop rundet seks år.
En bil i den alder svarer til halvgammelt brød, og det har en ansigtsløftning i 2009 ikke ændret meget på. Konkurrencen bliver benhård nu, hvor Volkswagen-koncernen næste år lancerer sine trillinger, og koreanerne har fået fuld fart på med nye modeller.
Der har været fuldstændig tavshed om en eventuel afløser, og det har ikke været givet, at der skulle komme en fælles efterfølger ud af det usædvanlige samarbejde på tværs af de noget forskellige kulturer hos den japanske og den franske bilkoncern. Men det gør der – selvom bilerne hidtil har holdt sig uden for spionfotografernes telelinser.
Højtstående kilder hos Citroën bekræfter over for Motor, at der arbejdes med en afløser, men at den ikke er „meget tæt på”. Det vil sige: Tidligst i 2013 ser vi en ny C1, Aygo og 107. I 2012 kommer et lille facelift.
Langt liv, stor fortjeneste
Dermed når trillingerne at blive otte år, og den lange levetid er et af midlerne til at få økonomi i at bygge og sælge så små biler. Det er ellers svært, for fortjenesten pr. bil er ikke stor, og det er ikke markant billigere at udvikle og producere en lille bil end en større.
Et andet vigtigt middel er, at flere mærker deles om projektet, og trillingerne bygges på samme fabrik i Tjekkiet. Det skal deres afløsere også, selvom det endnu ikke er officielt bekræftet.
Ingen detaljer om de nye trillinger er sluppet ud, men de bevarer formentlig deres størrelse omkring 3,40 meter i længden, og de får en ny trecylindret benzinmotor udviklet af Peugeot-Citroën. Om der også kommer en diesel, må tiden vise. Udseendet er også en hemmelighed, men illustrationen herover er et kvalificeret bud fra Motors specialist i spionbilleder, tyske Lehmann.