Jan Dabelsteen var en glad mand, da han hentede sin nye Suzuki Swift sidste november. I første omgang havde forhandleren givet en god pris for hans brugte bil, men det trak han tilbage efterfølgende. Som kompensation for en 6.000 kr. lavere indbytningspris vil Jan til gengæld få en tilbehørspakke til en værdi af 6.000 kr. 


Men dagen efter at Jan havde hentet sin bil, ville han undersøge, hvad pakken var værd. Pakken indeholdt en lakforsegling, advarselstrekant, isskraber, måtter til bilen, låsebolte og en sikkerhedsvest. Og priserne var lovlig optimistisk sat. Ifølge forhandlerens hjemmeside kunne hele pakken på nær lakforseglingen købes til under 1.000 kr. i løsdele.


Prisen for lakforseglingen udgør dermed 3.700 kr., hvilket er mere end hvad Jan efterfølgende synes, at det var værd for ham.


Jans historie understreger, at det ikke er alle rabatter, der er pengene værd. Som udgangspunkt bør man ikke sige ja til udstyrspakker, man alligevel ikke ønsker. Så hellere bede forhandleren om at give et afslag i prisen. Netop ting som måtter, advarselstrekant og isskraber har så lav en værdi, at det ikke er værd at regne med. 


Der, hvor forhandleren typisk kan give gode rabatter på ekstraudstyr, er ved køb af tagbøjler, tagbokse, anhængertræk og vinterdæk. Her kan du få fordel af forhandlerens lavere indkøbspriser og i nogle tilfælde lavere timeløn i forbindelse med monteringen. 


Og husk at gøre regnestykket op, før du skriver under på slutsedlen. Ellers fanger signaturen.

kml


Rabatter – der batter


I nr. 3/2011 bragte Motor en artikel om at få rabat ved bilkøb. Det fik flere læsere til at skrive ind om deres erfaringer. Læs her, hvordan det gik nogle af dem:



14.000 kr. på en Skoda Fabia


Ulf Gustavsen har ringet til tre forhandlere for at få et tilbud på en Skoda Fabia Combi Ambiente 1.2 TSI. Listeprisen med ekstra garanti, metallak, aftageligt træk og levering var 215.165 kr., og det bedste tilbud i hjembyen var på 201.000 kr. Alle steder var der venlig og hurtig betjening, og de var villige til at give tilbud. Så det var en opmuntrende oplevelse. 



64.000 kr. på en Mazda 5


Thomas Nielsen havde en Mazda 5 1.8, men skiftede til en Mazda 5 med tolitersmotor. Modellen er seneste udgave før faceliftet i efteråret 2011. Listeprisen på en ny Mazda 5 2.0 Inclusive med metallak, udstyr og levering er 341.000 kr., og de endte med at skulle give 277.000 kr. 



75.000 kr. på en Toyota Avensis


Flemming Jakobsen købte en Toyota Avensis TX diesel sedan i november. Egentlig ville han helst have ventet til foråret, men forhandleren ville have den indregistreret senest den 31. december. Listeprisen var 375.000 kr. Dertil fik han vinterdæk, alufælge, undervognsbehandling, måtter, gummimåtter, stænklapper, metallak og levering for 320.000 kr. Det svarede til et afslag i prisen på 75-80.000 kr.