Efter en opslidende indkøbstur i byggemarkedet handler det bare om at komme hjem i en fart. Hjem med de nyindkøbte varer og så i gang med arbejdet. 


Sådan tænker mange, når man efter at have stået i kø for at betale går ud mod bilen for at fragte de mange varer hjem. Og for at det skal gå rigtig stærkt, læsses alle varerne ind i bilen uden den store eftertænksomhed. Hvor farligt kan det egentlig være, når man nu kun lige skal køre få kilometer hjem?


Det er dette spørgsmål, som FDM og vores tyske søsterorganisation, ADAC, har valgt at belyse gennem en rigtig crashtest med en bil lastet med nyindkøbte varer fra byggemarkedet. Til brug for testen har vi udvalgt en Fiat Punto fra 2003. Den har et relativt lille bagagerum på 265 liter, så for at få plads til alle varerne lægges bagsædets ryglæn ned. Og for at gøre det på den meget autentiske, men helt forkerte måde lægges alle de tunge varer allerbagerst, så man slipper for at bakse dem langt ind i bilen. I alt vejer varerne 92 kg, og de to testpersoner vejer 150 kg tilsammen, i alt 242 kg.


Bilen udsættes for en nedbremsning, der modsvarer, at man kører ind i en tilsvarende bil med 50 km/t. Det medfører, at både personer og gods i bilen udsættes for en deceleration på 24 g, hvilket svarer til, at hver genstand i bilen påvirkes med en kraft, der modsvarer, at de kortvarigt er 24 gange så tunge som normalt. Det siger sig selv, at det er noget af en katastrofe, der er ved at være under opsejling.


Testen viser med tydelighed faren ved at køre rundt med sådanne varer i bilen uden at fastgøre dem forsvarligt. De store, tunge dele flyver sammen med de små, skarpe genstande og den store malingspand med høj hastighed mod de to personer ved forsæderne. Og selvom de i første omgang reddes af sikkerhedsselerne og tilmed støttes af de store hovedstøtter, så venter der dem en barsk omgang, når det løse gods bevæger sig fremad i bilen.


Fastspænding virker


Værst ser det ud, når pakkerne med kakler kommer flyvende. De ryger ud af pakkerne og virker hver især som flyvende knive, der kan forårsage alvorlige kvæstelser. Også de store pakker med muldjord kommer flyvende med voldsom kraft og skubber på sædet, så sikkerhedsselerne presser ekstra hårdt mod de to personer på forsæderne. Det kan give indre kvæstelser, og i værste fald kan selerne belastes så hårdt, at de knækker.


For at kortlægge muligheden for at undgå den alvorlige risiko ved et sammenstød fik vi også foretaget et forsøg, hvor alle varerne i bilen var spændt rigtigt fast. Ved brug af de indbyggede fastgørelseskroge og ved hjælp af gjorde og en mere korrekt lastning af bilen viste forsøget, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at fastgøre varerne, så man undgår at få dem i hovedet. Varerne udsættes stadig for de store kræfter, og de deformeres, ødelægges og skubber til hinanden, men det vigtige er, at de ikke påvirker passagererne i bilen på alvorlig vis.


Tænk over det, næste gang du skal hjem fra byggemarkedet. Også selvom turen kun er på et par kilometer.

Af Søren W. Rasmussen