Brunligt vand risler gennem bækken, mens børnene ivrigt fylder sand i den grovmaskede si. Lidt skylleri, en-to-tre, og så er de små hænder fulde af farverige mineraler. Kropssproget afslører tydelig fascination over det nyopdagede skatkammer. Ikke kun børnene, men også deres forældre og bedsteforældre ser bjergtagne til, imens den ene farvede sten efter den anden dukker frem. En enkelt dag er alt, hvad man behøver at investere for at få et unikt indblik i mineralernes uforgængelige univers i underjordiske grotter. 


Læren om mineraler er omtrent lige så tilgængelig, som mineralernes navne er utilgængelige. Geode, aventurin, peridot, obsidian og aragonit var helt fremmede ord for os, indtil vi besøgte Mineralparken. Men sådan er det ikke længere. Med en perfekt kombination af underjordiske udstillinger i glasmontrer, gode eksempler på dagligdags anvendelse af mineraler, sjove aktiviteter for børn og letforståelig formidling er Mineralparken et oplagt udflugtsmål for alle. Børn i alle aldre kan i løbet af dagen deltage i aktiviteter som geode-knækning, stenværksted, mineraljagt og fossilundersøgelser. Her er garanti for gevinst hver gang, så ingen går tomhændet hjem. 


Udstillingen af mineraler i parken er blevet kåret til Europas flotteste private samling. I de lange, underjordiske gange med vaskeægte mineatmosfære er der mulighed for at opleve krystaller fra store dele af verden og i alle tænkelige farver og former.


Her findes lyseblå kalkanit fra Bolivia, grøn uvarorit fra Rusland og sølvgrå mesolit fra Indien. Man kan endda opleve meteoritter og fossiler, bl.a. en 225 mio. år gammel forstenet træstamme fra en hedengangen skov i Arizona.


I naturen kan det tage dage, uger eller måske måneder at finde flotte krystaller, men sådan er det ikke i Eventyrbækken, der er et af Mineralparkens største hit blandt især de yngre gæster. 


På jagt efter smaragder


Princippet er enkelt og ufejlbarligt. Man starter med at købe sig en pose, som tilsyneladende er fuld af sand. 


Man bestemmer selv, hvilken type skatte man vil jage.Vælg f.eks. en sma­ragd­pose, en stor ædelstenspose eller en fossilpose. Posen åbnes, og indholdet hældes i en si, hvorefter man skyller sien i Eventyrbækken. Øjeblikkeligt kommer de første resultater til syne, så selv voksne med garanti bliver ivrige. Nu tager man en håndfuld ad gangen, vasker sandet væk og nyder synet af de mange farver, som dukker frem.


Indholdet i posen er rigt og varieret, og man får udleveret en lille planche over de forskellige typer gevinster, så man kan lære lidt om dem, imens man sorterer dem efter farve eller struktur. Hvem har ikke lyst til at finde sin helt egen samling ædelsten? Man kan også selv få hænderne og kreativiteten i brug i stenværkstedet. Børnene kan fremstille deres eget armbånd eller halssmykke, og er man indehaver af en knivspids tålmodighed, kan man endda slibe sin egen stenfigur. 


Mineralerne er skabt gennem millioner af år, men det tager ikke mere end en time at sætte sit personlige præg. Når opmærksomheden først er fanget, bruger børnene tid på at slibe de sidste fine detaljer på deres helt egen stenhest eller stendelfin. 


Klatring med hjelm og wire


Efter en fordybende tur i udstillingen og nogle timer med efterfølgende mineraljagt og stillesiddende forarbejdning af sten kan det være forfriskende med nogle fysiske udfordringer.

Derfor er der side om side med Mineralparken anlagt en udfordring beregnet til alle generationer. „Klatreskogen” er en forhindrings- og balancebane, der er anlagt højt oppe i fyrretræer.


Professionelle instruktører og masser af klatregrej står til gæsternes rådighed. Iført en klatresele og hjelm klikker man sig fast i en wire, så man sikkert kan boltre sig oppe i trækronerne. 


Der er en bane for børn og en for voksne, og sikkerheden er priroriteret så højt, at selv den yngste generation uden videre kan kaste sig ud i oplevelser, der trodser tyngdekraften. Det hele ender i en susende tur ned ad en svævebane. 
Mineralparken har absolut oplevelser nok til hele familien.


Tekst og foto: Casper Tybjerg



Fakta om mineraljagt


Color Line eller Fjord Line fra Hirtshals til Kristiansand. Følg E9 mod Evje. Det tager mindre end en time at nå Mineralparken, som ligger på højre side af vejen. 


Overnatning


Ved forudbestilling er det muligt at overnatte i Mineralparken i en original hytte, der er bygget i 1700-tals-stil. Mineralparken har også en campingplads og et område forbeholdt autocampere. 


Hvad koster det?


110 kr. for voksne, 
65 kr. for børn
 Priserne er for en hel dag


Andre aktiviteter


Eventyrbækken (en pose med ægte krystaller koster 70 kr.)
. Klatreskoven (150 eller 300 kr. afhængigt af ambitionsniveau)


Kontaktinfo


Mineralparken, Mineralvegen 7, 4737 Hornnes. Tlf. (+47) 37931310. 
Mail: post@mineralparken.no



Læs mere om Mineralparken 
på fdm.dk/motorlinks
www.mineralparken.no