KLIK. Karabinhagen er sat fast om stålwiren, og jeg er sikret. Jeg bruger lidt energi på at minde mig selv om, at der ikke er grund til at være nervøs, mens en lunken sveddråbe glider af sted mellem mine øjenbryn og stopper op et øjeblik på næsetippen, inden den pludselig kaster sig ud i et svimlende frit fald og forsvinder ud af syne i det luftfyldte dyb under mig. 


200 meter lyder ikke af meget, men når der er tale om lodret afstand til dalen under ens fødder, stiger pulsen med adskillige slag i minuttet. Det føles naturstridigt at klatre rundt på den lodrette klippevæg, hvor kun fugle og talentfulde bjerggeder normalt har adgang. Men i dag har jeg valgt at trodse naturens love, og min dagsorden er at nå toppen – helt klart.


60.000 døde af sult og sygdom


Åndedrættet er under kontrol, og hjelmen er spændt godt fast. Det er hårdt at hive sig op ad bjergvæggen med armene, og jeg bruger benene som det primære fremdriftsmiddel. Den ene fod over den anden og så endnu et skridt opad. Karabinhagerne glider automatisk med op langs stålwiren, der er boltet fast til klippevæggen adskillige steder langs ruten. Bjergbestigning og klatring på lodrette klippevægge er normalt en aktivitet, som kræver teknisk indsigt, god fysisk form og en portion praktisk erfaring.


I Dolomitterne er klippeklatring blevet tilgængeligt for alle på de gamle Via Ferrata-ruter. Via Ferrata er en markeret rute op ad et bjerg. Ruten består af stålwirer, som man med seler og karabinhager kan fæstne sig til. 


Frit oversat betyder Via Ferrata Jernvejen. Oprindeligt er Via Ferrata bygget til alpine tropper i de barske bjerge i kampen om grænsedragningen mellem Italien og Østrig i 1915-1917. Klatreruterne sikrede adgangen til bjergmassiverne og til transport af våben, proviant og sårede. De fleste soldater døde ikke i kamphandlinger under krigen. De døde af kulde, sult og sygdomme. Ca. 60.000 soldater omkom i de kolde vintre med ti meter høje snedriver og konstant fare for laviner. 


Der er adskillige ruter i området, så ethvert ambitionsniveau kan tilfredsstilles. De nemmeste ruter er ikke mere komplicerede end en avanceret gåtur, mens de sværeste ruter stiller store krav til den enkelte klatrer. Princippet er enkelt. En stålwire er boltet permanent fast til klippevæggen langs den rute, man ønsker at følge. De steder, hvor stålwiren er boltet fast, fungerer som ankerpunkter. Skulle man være uheldig at falde, kan man højst falde ned til det sidste anker, man passerede.


Guiden er et levende leksikon


På de lodrette og mere risikable passager er der ikke mere end et par meter mellem ankrene, imens der kan være adskillige meter mellem dem på mindre risikable passager. Man er iført en såkaldt klatresele med to karabinhager. Når man kommer til et anker, klikkes den ene karabin fast til wiren over ankeret, før den anden tages af wiren under ankeret. På den måde er man hele tiden sikret og kan højst falde nogle få meter. Det lyder måske teknisk, men det tager ikke lang tid at lære metoden. 


Længe inden vores afrejse besluttede min rejsekammerat og jeg, at vi ville hyre en guide til at introducere os til området og klatringen. En hurtig søgning på nettet afslører adskillige muligheder, men valget faldt på en garvet lokal ekspert, Enrico Maioni. I teorien kan man sagtens selv tage af sted på Via Ferrata-ruterne, men medmindre man har den fornødne alpine erfaring, må det kraftigt tilrådes at investere i en guide. 


De fleste guider er vokset op i området og kender bjergene som deres egen bukselomme. I løbet af dagen bliver der fortalt masser af røverhistorier og anekdoter. Finder man en dygtig guide, vil vedkommende fungere som en slags levende leksikon, der dagen lang flyder over af historier.


Selvom teknikken er nem at lære, må man ikke glemme, at man bevæger sig ud i et temmelig ekstremt miljø. Vejret kan hurtigt skifte i bjergene, udstyr kan have fejl, som er svære at opdage, og hvis man skulle komme ud for et uheld, er det guld værd at have en person med, som kan udøve førstehjælp og etablere en redningsaktion. 


Patroner og skyttegrave


Kun en halv time efter at vi er startet, behersker vi teknikken. Snart har vi tilbagelagt adskillige hundrede meter op ad den lodrette klippe, og udsigten herfra er svær at beskrive. Under os, over os, ved siden af os, overalt fylder bjergmassiverne sceneriet. Skyer glider ind over dalen, men der er huller i dem, så solens stråler slår ned på skovene langt under os.


Oppe i de højere dele af ruten begynder levn fra krigens tid at vise sig. Først i form af et kors og en navngiven falden soldat. Når man står heroppe og fornemmer elementerne, kræver det ikke meget fantasi at forestille sig, at det har været et virkelig barskt miljø at operere i. 


Længere oppe finder vi en gammel skyttegrav, metervis af rusten pigtråd og endda en håndfuld gamle patroner. Jo længere vi kommer op, desto længere føles det, som om vi klatrer væk fra nutiden. 


Der er kun få meter tilbage til toppen. Både arme og ben er ved at syre til, og sveddråberne risler i en lind strøm ned over panden. Det er forbundet med store følelser at trække kroppen den sidste meter op ad væggen og besejre bjerget. Men belønningen venter deroppe i form af en fantastisk udsigt. Målet er nået. Skyerne er ved at trække sammen, så vi har desværre ikke mulighed for at dvæle ved øjeblikket. Heroppe sætter bjergene dagsordenen. 


Vejen ned til parkeringspladsen og bilen går via almindelige vandreruter, så klatreudstyret pakkes sammen i rygsækken. Vi bruger turen ned på at fordøje de mange indtryk fra dagens tur, og undervejs begynder maven at rumle. Så er det dejligt at tænke på, at nogle af verdens bedste pizzeriaer findes inden for kort køreafstand. Dolomitterne har noget at byde på for enhver smag. 


Tekst og foto: Casper Tybjerg


FDM travel tilbyder


Ophold i den gamle kurby Levico Terme i den sydlige del af Dolomitterne, hvorfra der er mange gode udflugtsmuligheder. I kan tage op i Dolomitterne eller sydover gennem de bakkede områder nord for Verona med Valpolicella-vindistriktet (amarone, ripasso og den vidunderlige dessertvin recioto).


Parc Hotel du Lac Wellness and Family Resort, f.eks. 5 nætter, 5.9-10.9.11, i dobbeltværelse med morgenmad: 1.560 kr. pr. pers. Eller Camping Due Laghi, f.eks. 27.8-3.9.11, et mobilhome til 4 personer: i alt 2.382 kr. Se mere på fdm-travel.dk/italien/sydtyrol/sommerferie/liste/