Motor har siden år 2000 løbende testet nye autostole, og gennem de sidste 11 år har vi kunnet registrere en forbedring af kvaliteten af de autostole, der er på markedet. Selvom de officielle krav til stolene ikke er ændret markant gennem årene, har producenterne alligevel valgt at reagere på bilklubbernes krav om, at autostole bør opfylde strengere krav end det, der kræves, for at stolene kan blive godkendt.
Som noget relativt nyt har vi udvidet testkriterierne, så de også omfatter en vurdering af omfanget af skadelige stoffer i de materialer, stolen er fremstillet af. Desuden omfatter testen en vurdering af stolens sikkerhed, betjening og rengøringsvenlighed.
Som vanligt har vi opdelt de testede stole i tre størrelser, der afspejler barnets udvikling. Den mindste klasse dækker børn op til 13 kg (alderen 0-18 måneder), mens klasse to omfatter vægtgrænsen mellem ni og 18 kg (ni måneder til fire år). Tredje klasse er de store stole for børn op til 36 kg eller ca. 12 år.
Der er i alt 10 stole med i testen, og det er de stole, der er kommet til siden testen i Motor nr. 6/2011. Der er derfor andre stole på markedet, der kan være lige så gode eller bedre, og det er derfor altid en god idé at besøge FDMs hjemmeside for at læse test af andre stole, eller endnu bedre at besøge FDMs bilistbutik, hvor man kan se og få rådgivning om et større udvalg af de bedste stole på markedet.
I gruppen af stole til de mindste børn klarer alle fire testede stole sig glimrende, og de kan alle anbefales som et godt køb.
Mellemgruppen består i denne test kun af en enkelt stol, og den er generelt ikke så god som de mindre stole. Her er problemet bl.a. en mindre god beskyttelse af barnet ved en sidekollision, ligesom stolen ikke er helt fri for risiko for fejlmontering. Også vurderingen af de skadelige stoffer giver anledning til en middelkarakter.
Isofix er vejen frem
I gruppen af stole til de største børn er den derimod helt gal. Tre af de seks testede stole har så ringe egenskaber, at de ikke kan anbefales. Værst ser det ud for stolen fra Prénatal, hvor belastningen af barnet ved frontaltesten endda overskrider de krav, der er fastlagt af myndighederne.
Også stolene fra Bebe opnåede meget ringe resultater i denne test, men her var det alene indholdet af skadelige stoffer, der var årsagen til dumpekarakteren.
Testen viste, at det – med få undtagelser – er let at montere de stole, der er forsynet med isofix. Det er en standardiseret monteringsmetode, hvor stolen hægtes på de fabriksmonterede bøjlebeslag, der findes ved bagsædet på de fleste nye biler.
Ud over en sikker og let montering opnår man også en bedre sikkerhed, da selve stolen har lettere ved at forblive fastmonteret under en kollision. Stole, der er monteret i bilens sikkerhedssele, kan lettere give sig under sammenstødet, hvilket kan øge de livstruende kræfter, barnet udsættes for.
I FDMs bilistbutikker benytter man test som denne til at udvælge, hvilke produkter der skal sælges. På den måde sikrer man sig, at det altid er de stole, der klarer sig bedst i testen, der forhandles i butikkerne. I skemaet er de stole, der sælges hos FDM, markeret med et lille FDM-logo.
Den fulde artikel med skemaer findes ved at klikke på "Hent artiklen som PDF" i boksen "Sådan så det ud i Motor".