Tunø ligger smukt i Kattegat, afskærmet mod øst af Samsø og mod vest af Jylland. Øens areal er på beskedne 3,5 km2, og den vilde natur med de dejlige strande er fredet, så biler er forbudt på Tunø. 


Bilen må efterlades i Jylland, hvorfra der er en times færgesejlads til Tunø. Er man indehaver af en båd, kan man nemt selv sejle til Tunø Havn, der har plads til ca. 120 fartøjer. Hvert år anløber 10.000 både den lille havn, mens øen totalt besøges af ca. 50.000 gæster.


Vi sejler i egen båd og har planlagt at tilbringe en enkelt dag på øen. Man er som sejler velkommen til at lægge til kaj og nyde sin kaffe. Smutter man af sted inden kl. 17.00, skal man ikke betale havnepenge. Det var vores plan, men vi blev hurtigt klogere, for Tunø kan ikke opleves på en enkelt dag. 


Gæstfri ø


Første skridt for fremmede, der sætter fod på ukendt og fredet grund, er at tjekke overnatningsmuligheder for vores impulsive miniferie. Vi er en familie med tre generationer, så der er mange behov at tilgodese. Få hundrede meter fra havnen ligger gæstgiveriet Det Gamle Mejeri. To søde tvillingesøstre fra Aarhus sommerjobber på stedet, og de beder os vente på stedets indehaver, Elsebeth, der er ude i et kort ærinde.


Da hun kommer tilbage, står vi med hjertet i halsen ved tanken om, at alle værelser sikkert er booket, for det er sommer – højsæson. Men vi er heldige, så vi ved, at vi har en lun rede at vende hjem til efter dagens udforskning af øen.


Når man ikke har en bil til familien, må man tænke kreativt. På Tunø kan man hyre traxaer – traktorer, der fungerer som taxaer. Traktorens anhænger har bænke til passagererne. Men vi vil nyde øens stilhed. Så på Hovedgaden finder vi en cykeludlejning. Familien splitter sig op i to grupper, cyklister til grusveje og stier og barnevognsførere ad asfalterede veje. Vi aftaler at koordinere vores destinationer rundtom på øen og det kommende gensynsmøde via mobiltelefon.


Øen rundt


Cykelturen rundt på øen fører gennem et varieret landskab. Tunø har været beboet siden 2500 f.v.t. og var i stenalderen delt i to øer, og Tunø betyder da også „den todelte ø”. Øens højeste punkt, Bjerget, befinder sig 24 meter over havets overflade. 


Lavlandet mellem de to tidligere øer består i dag af mose og egeskov. En del af tømmeret i Århus Domkirke stammer herfra, da Tunø tidligere hørte under Århus Stift. Dengang betalte tunboerne 1.000 fladfisk om året i skat til Aarhus. I dag hører Tunø under Odder Kommune, men der er oprørsstemning hos øens befolkning, der ønsker at høre under Aarhus igen. 


Turen fortsætter til Stenkalven, der er øens nordvestligste område. Her ligger et sommerhusområde med 29 sommerhuse og en privat flyveplads. I alt er der ca. 120 sommerhuse på øen, og der er byggestop! 


På spidsen af Stenkalven er der en fantastisk udsigt ud over havet og mod Tunø Knobs havvindmøllepark, hvor ti vindmøller knejser i 63 meters høje. Projektet har været en succes, idet møllerne producerer mere strøm end forventet. Det kan man stå og smile lidt over, mens man nyder synet af lystfiskernes ivrige udfoldelser. Store sten ved Stenkalven lokker havørreder ind til kysten til stor glæde for dem, der er heldige at få hug på krogen. 


Man kan let afprøve fiskemulighederne hele øen rundt, hvor man bl.a. kan fange multe, skrubbe og torsk, og i sæsonen går hornfisk også forbi Tunø. Lidt mere fredeligt kan man være heldig at spotte sæler og marsvin ude i havet.


Fra Stenkalven fortsætter turen på en gang- og cykelsti hen over den stejle Nørreklint. Man skal holde sig to meter fra kanten af klinten på grund af nedstyrtningsfare. I selve klinten yngler tejsten – en sjælden alkefugl. Man skal normalt rejse et godt stykke mod nord for at opleve den, og derfor er det overraskende for os, at den findes under hjemlige himmelstrøg.


Turen fortsætter ad den flotte sti ned mod øens østlige spids, Revet. Her passeres flade områder med badestrande, og på stranden ligger en teltplads med en herlig udsigt. Man kan overnatte i telt eller camplet, men så skal man selv skubbe den ud fra færgen og op til teltpladsen. Man betaler for teltpladsen til havnefogeden. Faciliteterne er nøjsomme, og man må ikke forvente de samme forhold som på en fuldtudrustet campingplads.


Præst sov med fyrmesters kone


Vores familie genforenes ved kirken. Vi bestiger tårnet, der også fungerer som fyrtårn. Kirken er bygget i ca. år 1300, og i år 1800 er fyrtårnet bygget til. Før i tiden fungerede præsten både som præst og fyrmester, så dengang kunne man spøgefuldt bemærke, at „Præsten sov med fyrmesterens kone”.


Kirketårnet er åbent i skolernes sommerferie, undtagen søndage, hvor der er gudstjeneste, og man må ikke snyde sig selv for at kravle derop og nyde den flotte panoramaudsigt. Kirken ligger i Tunø by, hvor husene klumper sig sammen. En brand i 1852 forkullede næsten hele byen, så de ældste af nutidens huse og gårde er kun 150 år gamle. 


Der bor i dag ca. 116 fastboende på Tunø. Mange af dem er ældre mennesker, men der findes også unge familier. Tunø har egen skole med syv års skolegang.


En gang om året stiger befolkningstallet eksplosivt. Det er i de dage, hvor Tunø afholder jazz- og folkemusikfestival. Datoerne er i år 30. juni til 3. juli, og i 2011 fejres der 25-års-jubilæum. Derfor er budgettet skruet ekstra op med 30 danske og internationale topnavne.


I festivalperioden rummer øen ca. 2.000 gæster, fordelt på 1.600 betalende gæster og ca. 500 frivillige. Musikere og roadies har et kæmpe arbejde med at slæbe musikinstrumenter og -anlæg på trækvogne til festivalen på den bilfrie ø.


Vi er kommet for tidligt til jazz og festival, så vores dag afsluttes med en herlig fiskemiddag og en kølig flaske hvidvin i roligere omgivelser på gæstgiveriet. Terrassen, hvor vi sidder, er overdækket, og vi kigger ned på færgetrækket, der består af traxaer, som kører folk af sted med bagage, mens andre trasker af sted med tasker og kufferter.


Sådan er livet på en bilfri ø. Næste dag, da vejret ikke egner sig til sejlads med de mindste børn, var det vores tur til at sejle med Tunøfærgen til Hou.


Tekst: Jette Tybjerg

Foto: Casper Tybjerg, Jette Tybjerg


Du kan se alt, hvad der foregår på Tunø, 
på hjemmesiden www.tunø.dk