Det kan godt være, at vi tilbringer stadig flere timer i computerens virtuelle verden, men begejstringen for at blive kørt rundt i den virkelige verden er altså ikke gået helt af mode. Mens Ford, Toyota og Audi viste deres planer for endnu mere elektronik i bilerne i de kommende år, var det sjovt nok General Motors, der uden for udstillingshallerne på CES – Consumer Electronics Show – i Las Vegas stjal billedet med deres små, tohjulede elbiler, der satte et stort spørgsmålstegn ved, hvordan en bil i det hele taget skal se ud.
De små elektriske kabinebiler var fløjet direkte ind fra den nu afsluttede verdensudstilling i Kina, og med nye design og endnu flere faciliteter gav de længsel efter fremtiden. Med plads til to, en topfart på 40 km/t. og en rækkevidde på 40 km peger de små, tohjulede køretøjer på en ny løsning for fremtidens bytrafik i de kæmpe byer, der stadig bliver flere af i verden.
De er naturligvis udstyret med alskens elektronik, så de selv bremser for anden trafik eller fodgængere, ligesom de selv finder vej ved brug af avanceret GPS-styring. Balancen holdes ved hjælp af samme teknologi, som den tohjulede Segway benytter, og det var virkelig en fornøjelse at prøve i praksis. Vi skal dog vente mere end ti år, før de små køretøjer for alvor dukker op i gadebilledet.
Internet i bilen
I ventetiden kan vi glæde os over, at internettet nu for alvor ser ud til at dukke op i bilerne. Men det sker ikke helt, som vi havde ventet os for nogle år siden. Bilfabrikkerne har nemlig kastet håndklædet i ringen og har i stedet overladt al kommunikation med nettet til den telefon, som alle efterhånden har på sig.
I stedet har de valgt at udvikle den platform, der skal bygges ind i bilen. Toyota bliver den første producent, der lancerer den nye teknologi, og det bliver under navnet „Entune” i USA senere i år. Via en skærm kan man søge efter restauranter og bestille bord, man kan købe biografbilletter, og man kan gå på nettet.
Det hele er stemmestyret, og det er ikke bare noget med forprogrammerede kommandoer. Her kan man sige „Jeg vil godt finde en restaurant i nærheden – gerne en italiensk og ikke for dyr” – så kommer der lynhurtigt en række forslag via søgetjenesten Bing. Og så kan man reservere bord online, og man kan bede navigationsanlægget finde vejen dertil.
„Entune” sørger også for underholdning i form af billede og lyd til bilen – alt sammen streamet direkte fra nettet, så glem alt om cd’er og USB-nøgler. Både Ford, Hyundai og GM fremviste lignende løsninger til de kommende bilmodeller.
Elbilerne vælter frem
Et andet stort tema er elbilernes ankomst. Ford er gået sammen med Microsoft og andre i en lynhurtig udbygning af nettet med ladestationer i USA.
Elbilerne ser ud til at komme for alvor, og med dem følger en masse ny teknologi. Det handler om at kunne kommunikere med bilen via sin mobiltelefon, så der er styr på opladning, opvarmning eller nedkøling, og det handler naturligvis også om at sikre, at folk i det hele taget har et sted at lade, og at de betaler for strømmen.
Audi havde to elbiler med – dels den nye Audi A1 e-tron, dels en e-tron-udgave af Audi R8. Her lanceredes også helt nye udgaver af dynamiske navigationsanlæg, hvor oplysningerne på kortet hele tiden hentes via Google Maps. Alle oplysninger vises i instrumenthuset på en skærm, hvor designet kan vælges af brugeren.
Chevrolet viste et system, hvor man i den nye Volt – koncernens første opladningshybrid – kan oplade alle sine elapparater såsom mobiltelefon, iPod og pc blot ved at placere dem i midterkonsollen. Så sørger en trådløs teknologi for at fylde strøm på batterierne, og så slipper man for ledningsrod og adaptere, som vi kender det i dag. Teknologien ventes i øvrigt at kunne overføres til stor skala, så man i fremtiden også vil kunne lade elbiler op uden brug af ledninger.
Gadgets i den store stil
På bilområdet handlede udstillingens store tema ellers om, hvordan man kan få så mange iPads som muligt ind i bilen. Ved forsædet kan den give nyttig information til føreren, og ved bagsædet er den oplagt som underholdningsplatform for bagsædepassagererne. Holdere med indbygget ekstra batteri og trådløse hovedtelefoner er blevet en „big deal”.
Navigationsanlæg og øresnegle til håndfri telefon-teknologi var der naturligvis også fokus på, men det virker, som om disse varer er på vej tilbage, i takt med at flere og flere biler får dette udstyr som standard. Store højttalere i utallige „pimp my car”-versioner var sammen med kromfælge på op til 22 tommer stadig noget, der tilsyneladende er både salg og blikfang i.
Et par danske firmaer havde også fundet vej til udstillingen. Set med biløjne var det mest interessant med det nye Anti Sleep Pilot. Lange, lige amerikanske veje er noget, der virkelig kan få bilister til at falde i søvn. I hvert fald synes der at være god interesse for produktet – ikke mindt takket være en nye iPhone-app, som firmaet lancerede i Las Vegas.
Af Søren W. Rasmussen




Billig autohjælp
Godt billån
Rabat på test og bilsyn
Fordelagtig forsikring
Teknisk og juridisk rådgivning
Bladet Motor
Rabat på campingpladser
FDM forbehold
FDM mastercard
Camping
FDM travel
Køreteknik og motorsport
Netbutik

















