Der burde ikke være det store hokuspokus i at få omregistreret en udbredt bil som VW Passat fra gule til hvide plader hos Skat. Men hvis man ikke er enig i værdifastsættelsen og derfor klager til Skats Motorankenævn, så skal man væbne sig med mere end almindelig tålmodighed.
Det måtte et FDM-medlem sande, da han klagede i maj 2011, fordi afgørelsen fra Skat efter hans opfattelse indeholdt en værdifastsættelse, der lå 100.000 kr. over handelspriserne ved forhandlerne.
Først to rykkere og tre måneder senere fik han svar på sin klage: „Som hovedregel behandler vi klagerne i den rækkefølge, de er modtaget. Vi forventer, at din klage bliver behandlet af nævnet inden august 2012.” Han kan altså se frem til en samlet ventetid på et år og fire måneder.
Når Motorankenævnet behandler en klage over Skats afgørelse, er der intet i vejen for at fortsætte brugen af bilen. Typisk vil man skulle betale afgiften som følge af Skats afgørelse og kan så først få refunderet noget, når nævnet har afgjort sagen.
Hos Skat erkender man, at ventetiden er meget lang. Årsagen er, at de fire motorankenævn i 2010 modtog tre gange så mange klager som året før, da Skat konstaterede fejl i værdifastsættelsen af ca. 4.000 eksportbiler – halvdelen af disse havnede i motorankenævnene.
– Den voldsomme tilgang af sager har skabt længere ventetid, og det er beklageligt. Men hvis hele byen brænder, så vil det tage længere tid at bekæmpe ilden, når man kun har et vist antal brandbiler til rådighed. Det er samme situation hos os. Vi kan ikke bare få væsentlig flere ressourcer, forklarer Bent Madsen, der er ankechef i Skats ankecenter.
I 2009 og 2010 var sagsbehandlingstiderne henholdsvis 7,9 måneder og 8,8 måneder. Skats ankecenter forventer, at der vil gå et år, inden puklen er væk, og sagsbehandlingstiden falder. awj